Han tænder da ikke på et cykelstativ…..!

“At bolle med dig, må være som at bolle et cykelstativ”… Bemærkningen ramte HÅRDT, da jeg løftede sløret for at jeg nok gik og var lidt forelsket… Mine følelser blev negligeret, for hvem ville dog kunne tabe pusten over en syg og utiltrækkende person som mig? Jeg stoppede ret hurtigt med at fortælle mere om mine følelser!

Forelskelse… det er jo det ultimative kontroltab – det kan vi godt blive enige om, ikke?

Jeg har, som I sikkert har fornemmet, ekstremt svært ved at føle JEG er nok. At jeg – Signe- er grund, og “stor” nok til at være dén jeg vil kæmpe for. Altså at der skal være en anden og bedre grund til jeg tør forandre mig.

Jeg har længe haft og har stadig følelsen, at jeg ikke er nok. Ikke nok at kæmpe for, ikke nok at tage på for. Jeg ved ikke om det kun hænger sammen med jeg stadig føler skyld og skam over mig selv – altså, det er jo AnorekSigne der gør det, og hende der vil have den fulde kontrol. Signe, mener der skal være et andet menneske før jeg kan argumentere overfor AnorekSigne, at der er grund til kontroltabet. Middagsaftale MED et andet menneske, fordi så er der en grund… Tage på FORDI en anden tæt på mig, og som jeg gerne vil have skal VILLE mig, synes jeg vil blive flottere med flere kilo. Signe er ikke argumentation nok for AnorekSigne! -og lige denne her kamp, den er fandeme ulige.

Nogle dage vinder Signe, fordi jeg siger til AnorekSigne “at jeg gider ikke være hende, dine veninder ikke er glad/stolte af. Eller mine forældre, eller min niece, eller min nevø….

Derfor har jeg også i mange år sagt til mig selv, hvis jeg bare finder kærligheden – SÅ ville alting vende. Hvis jeg bare finder HAM, som slår benene væk under mig, som jeg tør læne mig op ad, som jeg tør betro mig til….

Jeg har fundet kærligheden. To gange. Min ungdomskæreste, som jeg var sindsygt forelsket i – virkelig. Hele min verden forsvandt, da vi gik fra hinanden. Jeg tror jeg elskede ham mere, end han elskede mig…

Og så nummer to, for godt og vel 4 år siden. Vi var gode venner, vi var rigtig gode venner – vi delte vore inderste tanker, vi begyndte at kysse og det blev til meget mere. Det var fantastisk – jeg gav slip… Desværre var han gift! Det kan jo sætte en stopper for rigtig meget. Men, på en eller anden måde befandt jeg mig okay med det, fordi – jeg var ikke klar til et forhold 24/7.

Det, at vi havde vore “oaser”, passede AnorekSigne så fint. I starten. Så blev jeg forelsket, sådan rigtigt. Og ville selvfølgelig rigtig gerne have HAM. Mere vil have mere. Jeg ville have hele pakken, kunne gå ned ad gaden hånd i hånd… mærke mig TILvalgt, og ikke bare UDvalgt. Det, at han var i forhold og alligevel valgte mig, slog benene væk under mig. Jeg følte mig SÅ heldig, jeg følte mig speciel. Og befandt mig i en lykkerus, jeg ville vente på ham til ….. ja, uendeligt.

Familien vandt (selvfølgelig!) – og jeg har brugt de sidste 4 år på at ømme mig…. Ikke fordi jeg ikke vil satse på kærligheden eller sige nej til den. Men fordi – jeg ikke har mødt een som ham. Selvom jeg af mine tætte veninder, som jeg delte “ham” med, sagde han var en kujon, en sjover, han ville gerne ville blæse OG have mel i munden…. Og dette “arrangement” passede ham helt perfekt. Så havde vi en kemi, som jeg ikke har mødt siden. En kemi, der gjorde vi blot kunne kigge på hinanden og ord var overflødige. Jeg følte mig SET. Han formåede at få mig til virkelig at tro på, jeg IKKE var et cykelstativ. At der var den mikroskopiske detalje, at han ikke kunne mig 100% var ikke et kompromis for mig i starten. -Det blev det, for jo mere “vi voksede” jo mere mærkede jeg følelsen af at blive fravalgt, når han kørte igen. Og savnet af ham gjorde så ondt, Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne dele ham med nogen – at jeg ikke kunne ringe, når jeg havde lyst.

Jeg er med på -og hører TIT, du skal elske dig selv før nogen anden kan elske dig. Det lyder helt rimeligt. Men, hvad hvis jeg aldrig rigtig kommer til at elske mig selv? Jeg synes jeg har enormt meget kærlighed at give…. hvor gør jeg af alt det? Jeg har lovet min mormor – som jeg savner næsten hver dag – aldrig at sige nej til kærligheden. Jeg tror faktisk også hun mente kærligheden til mig selv. Det er først gået helt op for mig, nu hvor jeg skriver dette. Jeg har hele tiden tænkt, det var mine følelser for en anden jeg ikke måtte “forklejne”. Men, det er jo i dén grad også mig selv, jeg ikke skal eller længere VIL forklejne. Det har jeg gjort, alt for længe – nu vil jeg kigge mig selv i øjnene og forsøge at se et glimt, forsøge at fortælle jeg kan lide hvad jeg ser. Og min regel nummer 1 er – ALDRIG at være nummer 2.