TAK København – og min Caminotur

At flytte til København, mere præcist – mit elskede Amager, er noget nær det bedste der er sket for mig. Jeg købte andel i en nystiftet forening – hvor vi alle var mellem 20-38 år, jeg fik gode forhold til mine naboer – een af dem er jeg stadig rigtig tæt med.

Førtidspensionen fulgte med mig, jeg fik dog ret hurtigt et arbejde som ledsager for handicappede. Man må jo godt som førtidspensionist arbejde nogle få timer ved siden af – og det var klart min redning. Jeg har altid arbejdet, lige siden mine arme blev lange nok har jeg serveret ved selskaber i den lokale sportshal, forsamlingshus og hvor der ellers var bud efter mig. Jeg har altid, som i ALTID arbejdet ved siden af mine studier (da jeg læste færdig på seminariet tog jeg sågar sportsmassør og zoneterapikurser – fordi ….. tja, jeg kunne…?) Jeg har masseret og hjulpet mange og gør det stadig, når der er behov – fordi jeg godt kan lide at “være noget for nogen”, eller måske ligefrem være “dén, der lige gjorde en forskel for x og y”. Det tror jeg helt bestemt hænger sammen med jeg ikke har et fuldtidsarbejde, kæreste, børn eller andre, der sådan er afhængige af mig. Jeg får næsten et kick af at kunne hjælpe. Jeg er også tit den første til at tilbyde mig/min hjælp/kørsel etc hvis en jeg har kær har brug for det – og ikke fordi jeg forventer de gør det tilbage, men fordi jeg så føler JEG har gjort noget. Som jeg sidder her og skriver det, ja så lyder det faktisk lidt (i mine egne ører) desperat i en eller anden form – og jeg bliver helt klam og skidt, og håber faktisk kun det er mig selv der føler sådan. Jeg vil for alt i verden ikke virke desperat, klæbende eller “gaffa-Signe”.

Nå, men i disse første år på Amager tror jeg lidt jeg begyndte at føle en frihed – jeg kunne jo GODT. Jeg kunne godt flytte 100km væk fra mine forældre, få mig en bredere omgangskreds (dem fra Kalundborg var der heldigvis stadig, og mange af mine veninder VAR faktisk flyttet mød øst før mig). Så, i 2009 ville jeg gå Caminoen! -JA, den Caminorute i Nordspanien, med rygsæk fra refugie til refugie og slutte ved Europas vestligste punkt, Finisterre – og smide alt det tøj jeg havde gået i undervejs, de tanker man også går med på ruten, men ikke mindst smide HELE den forbandede anoreksi UD i Atlanterhavet.

Som sagt, så gjort. August 2009 tog jeg flyet til Barcelona, toget til Burgós. IGEN på en klassisk Signe-måde, min bedste ven og veninde vidste hvad jeg egentlig skulle…. mine forældre fik af vide jeg skulle til Barcelona og mødes med nogle piger jeg havde mødt under en ferie 2 måneder inden!!!

Jeg gik fra Burgós til Santiago de Compostella ca 500km. D.09.09.2009 gik jeg ind i byen mod katedralen tidligt om morgenen. Efter velsignelse af munkene og den katolske præst der, gik jeg de sidste 87 km til Finisterra og smed ALT ud.

Troede jeg. Jeg kom hjem til Amager igen, og dagligdag, kontrol og AnorekSigne var desværre også med i flyet hjemad.