Turen går til Island

I november sad min søde søde veninde og jeg i mine forældres sommerhus, ilden knitrede i brændeovnen, pigerne dansede, kælede og nussede så meget med Alba, at hun slet ikke ville værdige hverken jeg eller min mor så meget som et eneste blik! Det siger en DEL, da min elskede ChihuahuaAlbaPrinsesse formåede at fordele hendes gunst til først mig, så min mor, og til sidst mine piger. Alba kunne indsmiske sig hos den største hundehader, blot ved hendes tilstedeværelse. Esther er yderst bange for hunde, i alle størrelser – men Alba, der gik nøjagtig 3 sekunder, så var Esther også solgt.

Ja, Alba VAR noget helt særligt.

Den aften i sommerhuset skålede Louise og jeg, fordi vi kunne. Vi skålede også fordi vi lige havde købt flybiletter til os alle 4 til Island. Påsken 2018 – skal vi afsted, Louise, Esther, Vera og Signe.

Det er påske lige om lidt! På onsdag letter vi, på onsdag skal jeg tilbringe 5 dage sammen med mine kære. Jeg kan ikke lade være at være virkelig nervøs. Nervøs fordi, jeg de sidste 15-17 år er blevet set som syge Signe. Signe, som har de her irriterende vaner, hvor hun ikke spiser, og hvis hun gør – så er det en bunke salat. Og når hun så har spist den, så kaster hun det garanteret op. Det har øjnene, der har kigget på og været sammen med mig tænkt – øjnene har tænkt det SÅ meget, at det har stået bøjet i neon i panden på de mennesker. Mine forældre, mine søskende – de har følt det hele ubeskriveligt irriterende, akavet, og belastende.

Både fordi – hvad tænker de folk, der sidder/går/er omkring os? OG, vil de børn, der er omkring og med os heller ikke spise, eller té sig irriterende, fordi Signe gør?Men også fordi de så godt kunne tænke sig at være afsted, hvor de bare kan slappe af – og det kan man ikke når jeg er med (forstår jeg det som)…

Det har vi talt meget om, og jeg har måttet tage ‘forståelseshatten’ på – og enten ikke være sammen med dem, eller kun være sammen med dem på en hjemmebane. Altså ikke i offentligheden. Hvis jeg så ikke kommer til et arrangement hjemme, SÅ er jeg endnu mere skør og syg – dér vil de såååå gerne være sammen med mig. Der er der jo ingen fremmede man skal være ‘picture perfect’ for. Jeg har forståelse for, at det er en udfordring at være pårørende til en syg, det har jeg virkelig. Men, jeg er også blevet fastholdt i en rolle, hvor det måske var dem, der valgte at se ‘syner’ hele tiden. De omfavnede mig ikke, og var ligeglade om der var nogle, der kiggede ekstra – for det irriterede dem så uendelig meget, at de slet ikke kunne være i det. Jeg var jo ikke Signe længere, jeg MÅTTE da kunne tage mig sammen. Hvis jeg virkelig ville dét her sammen med dem (en tur, en oplevelse et eller andet) SÅ måtte jeg også bevise jeg kunne spise/være normal.

De/man havde jo aldrig forlangt at en dreng med ADHD skulle sidde helt stille HELE tiden på restauranten, eller forlangt at den den stress ramte, skulle mingle og snakke frit og åbent med alle til selskabet, vel?

En spiseforstyrrelse ER bare noget størstedelen af befolkningen tror jeg lige kan skrue ned for – og hvis jeg ikke gør, så er det fordi jeg ikke VIL det nok. Jeg har skrevet disse ord mange gange i tidligere indlæg – men, jeg kan ikke skrive dem nok. For det er så forkert at antage det. Så forkert at forlange af os, at vi skal VILLE dem, vi er sammen med så meget – at vi kan bevise det ved at slippe kontrollen.

Så, at Louise, pigerne og jeg nu skal på ferie sammen…. det er SÅ stort. Det sidder dog i mig, og vil gøre det mange mange år endnu, “er jeg nu irriterende, en belastning, besværlig, barnlig???”

Louise gør ALT hvad hun kan for at overbevise mig om, at hun er sammen med mig – fordi jeg er MIG. Og hun vil være sammen med mig til alle tider, steder og tilstande. Jeg håber jeg en dag vil tro hende helt.