I tirsdags vågnede jeg op, og var så træt, at jeg ikke kunne overskue at åbne begge øjne samtidig! Det lyder voldsomt, men når man er A menneske som jeg, er det faktisk skræmmende. Jeg måtte blive i sengen indtil klokken var på den anden side af 11 !!!! Som i – hele formiddagen, havde jeg ligget og halvsovet, dagen var halvt i gang, regn og regn ja – men, dagen var i gang. Uden mig. Min krop gjorde ondt i hvert eneste millimeter, ikke på influenza-måde, men på den sløve måde.
Dagen inden var jeg også træt, men solen skinnede og jeg var jo lige kommet hjem fra Island og mange dage med fuld hornmusik og glade børn, såeee… det var da bare derfor, tænkte jeg.
Jeg måtte trække stikket helt tirsdag, aflyse den aftale jeg havde i Hillerød, som jeg ellers havde glædet mig SÅ meget til. Men, da jeg lå i sengen, var det som om jeg ikke kunne finde ud af at sætte det ene ben foran det andet. Jeg kom dog op – og gik mig en tur, så jeg ligesom fandt ud af, at jeg godt kunne huske det dér med at gå. Mit hoved, mine tanker, mit sind var bare sort. Ikke at AnorekSigne råbte ad Signe, næ nej – når jeg er sort, så eksisterer intet andet end min enorme træthed.
Heldigvis kom en kær veninde om eftermiddagen og hev mig lidt ud af skallen, regnen holdt op og vi fik lidt luft. Men, den overskyggende følelse af intet er her stadig.
Så tænker jeg, hvad gjorde jeg sidst for at komme op, hvordan genså jeg lyset sidst? Det kan jeg ikke huske, det er som om min hjerne kun fokuserer på intethed. Jeg går rundt som en maskine, der ikke kan forstå hvorfor jeg ikke kan løbe, smile, overskue det jeg plejer.
Når jeg smiler smiler jeg – men når jeg er sort, så er jeg sort. Jeg går vist all in i mine følelser… Det er lidt hårdt i de mørkere perioder.
Jeg vågner op onsdag til den skønneste dag, den første lune forårsdag, jeg er stadig træt som et alderdomshjem. Pudser mine vinduer, måske det hjælper – nej! Bestiller en handymand, som skal komme næste uge og lave den reolvæg jeg har drømt om længe – er det et forsøg på at dulme?? Bruger den gode shampoo, som jeg ellers sparer på, for at forkæle mig selv lidt, hjælper dét? Nej… Jeg køber blomster til mig selv, for at have lidt pænt at kigge på – men, jeg sidder jo ikke og kigger på dem 24/7, så det hjælper ligesom heller ikke.
Jeg skifter mit løbetøj ud til forårsfarverne, måske starten på dagen bliver bedre, når jeg ikke starter i sort?
Når jeg er sort, så bliver jeg i tvivl om hvem jeg er. Signe – AnorekSigne. Jeg brugte en hel formiddag på at prøve al mit tøj, for at finde ud af om jeg stadig er samme størrelse. Det er HELT kukKUK. Jeg bliver SÅ gal på AnorekSigne, fordi hun får mig til at gøre det. Hun er tilfreds, for hun har drevet Signe rundt i hendes manege, stået inde i midten med den lange pisk, og fået “elefanten” til at vende vrangen ud på sig selv.
Jeg ved jo godt, når jeg har sådan en sort periode, kan den vare fra 3 timer til 3 år. Jeg satser ikke på det sidste. Når jeg ser lidt tilbage – så kom jeg hjem fra Kap Verde, fik bogen sendt afsted, og tog til Island – måske det er sådan lidt efter-blues? Min kloge mor sagde noget, der fik tiøren til at falde en anelse for mig her til morgen, vi talte om Islandsturen, og hun sagde “ja, naturen déroppe kan noget, man bliver lidt glad ligemeget hvor man kigger hen” – hun har ret, jeg var så betaget af naturen, at jeg ikke kunne stoppe med at kigge rundt og opleve. Og at jeg havde andre at dele det med, var nyt for mig – da jeg de sidste år har rejst meget alene. Så følelsen af at komme hjem, til min ellers dejlige lejlighed, København i forårsdragt – når bare ikke Island og samværet med mine piger til sokkeholderne.
Og så skal jeg altså også stoppe med det sortseeri! For, jeg har virkelig mange at være glad og taknemmelig over. Min veninde kommer 110 kilometer for at besøge mig idag, mine fingre kan fikse min venindes knæ, temperaturen der nu gør at vi kan mødes i gården og hygge igen.
Dét, der faktisk gjorde forskellen var, at jeg idag tog mine glimmersko på ud at gå – jeg går jo en del skridt. Derfor var det lang tid og mange gange mine øjne fangede glimmeret – som bare satte lidt skæg og halløj i hovedet på mig. Nu er det søndag, jeg er ikke så træt som i tirsdags, men jeg ser heller ikke solen helt endnu.
