Skylden

Foråret kommer tættere og tættere, solen har ikke været nærig den sidste uges tid. Jeg har været så meget ude som jeg kunne, fordi jeg VED det hjælper mig. Stadig føler jeg hele verden sidder i toget på vej mod sol og sommer, men jeg står på perronen og ser jer alle grine, hygge og snakke mens I drøner forbi mig. Jeg er stadig ‘leverpostej’, og synes virkelig jeg er det kedeligste menneske at være sammen med for tiden. Jeg er også stadig rigtig vred på mig selv over jeg HAR det sådan. Hvorfor så belemre jer med disse samme kedelige tanker?

Det har rumsteret de sidste dage hos mig, men jeg gør det fordi jeg SÅ gerne vil åbne døren for, hvordan det er at have denne her forstyrrelse, som for mig er blevet kronisk nu, hvordan mit sind i disse dage slet ikke handler om at spise eller ikke at spise – men om en ubehag over at være i mig, og at have et humør lige så kedeligt og trist, som at se på at maling tørrer!

Det er dét, der er min mening og mission med denne blog, med min bog, og med de foredrag jeg holder. At give andre et indblik i denne verden, dette hoved – som er mit.

Jeg besluttede i mandags, at jeg ville forsøge IKKE at fokusere på, hvorFOR jeg er så trist lige nu. For når jeg gør det, og dagen så slutter med at jeg ingen løsning har – SÅ kan jeg blive endnu mere trist over det. Det er en melankoli, der fylder mig. Det er ikke AnorekSigne der skriger og skråler, det er et hul, der ikke kan fyldes.

Jeg havde en rigtig god snak med en veninde idag, og pludselig faldt 10 øren for mig. Hun bakser lidt med en gammel skyld, skyld over hun ikke har et godt forhold til hendes far. Da hun sagde ordet skyld – var det lige præcis brikken, så jeg selv kan lægge mit triste puslespil.

At AnorekSigne ikke har skreget, var faktisk ikke sandt. For, efter ugen på Island, hvor ingen ringede hendes nummer op, måtte hun åbenbart finde en anden snedig måde at få opmærksomhed på. Denne her gang har hun faktisk være yderst opfindsom, gemt sig bag en masse – så AnoreSigne’s rolle var svær at finde for mig.

Jeg har gang i mange gode projekter, kan se bogen forme sig, og rykker virkelig på mange mange punkter. Alligevel er jeg så trist, og det kunne jeg simpelthen ikke placere, ud over jeg bare følte et hul i mig. Det hul handler om mine søskende. Jeg har ingen kontakt til dem, altså jo – vi ses til fælles arrangementer, men ikke os hver i sær alene. Vi har aldrig rendt hinanden på dørene, men vi ringer så absolut ikke til hinanden for at spørge hvordan det går. Det er super anstrengt når vi ses, og det er faktisk kun vejret vi kan konversere omkring. Vi har derfor heller ikke talt om min blog, at jeg var i tv, bog projekt, hvad der ellers er sket i mit liv det sidste års tid. Det er et emne der slet slet ikke bliver berørt. Vejret, strikkeopskrifter, ferier, deres arbejde, mit andet arbejde – det er emnerne.

Da min veninde så fortalte om hendes følelse af skyld, ramte det mig som en dolk. Skylden væltede op i mig, over at være den søster, som er til besvær, hende der kom lang tid efter de to andre, spolerede 4-kløveret, og siden blev syg.

Mit hul omkring at være uønsket, til besvær og skyldig over at pålægge dem noget de ikke ønsker er dybt. Jeg tror aldrig det kan blive fyldt op, og ind imellem kræver det, at jeg sørger lidt over det. Det er dér melankolien overmander mig. Denne gang fandt AnorekSigne skyld-kortet, og spillede det ud, da jeg kom hjem fra Island – skylden over at have spoleret det fine billede af mine forældre og mine søskende. Hun bliver ved at sige “der ER jo en grund til, de stoppede med at få taget familiebilleder efter du blev født”. Hjemme på væggen hænger der flere billeder af mor med min bror på skødet, far med min søster på skødet – taget hos en rigtig fotograf, hvor de smiler i takt. Det stoppede i 1980.

Signe ved godt hun har været elsket, men den lille Signe følte sig udenfor, det 5.hjul på en bil – reservehjulet… som faktisk viste sig ikke at virke. Reservehjulet ødelagde faktisk hele bilen. -AnorekSigne ødelægger alt, når hun bliver set – og det gør min familie. De kan slet ikke se Signe. AnorekSigne fortæller Signe med et bat, der slår så hårdt, fordi ‘det er hendes egen skyld’ – så Signe nu er slået helt ned under gulvbrædderne af skyldfølelse, som bliver til den hule følelse, og gør at jeg ikke kan glædes helt, lukke nogen helt ind lige nu.