Overspring, eller spring for livet…?

Som jeg delte med jer sidste uge, så er jeg i en position hvor jeg nærmest føler jeg har mit hoved så langt oppe i min egen … (eller egen historie om man vil), at jeg faktisk ikke rigtig kan fokusere på noget andet. Det med at have en deadline 3 måneder ud i fremtiden – er slet S L E T ikke mig. Jeg går og tænker, formulerer, tænker  lidt igen, drømmer sågar også om det om natten om alt det jeg skal have skrevet ned. Jeg er godt halvvejs i skrivningen, og jeg føler slet ikke jeg kan slappe af, eller nyde noget som helst før jeg har sat det sidste punktum. Og, det er virkelig belastende. Belastende fordi det tærer, når jeg har projekt over mig, så fylder det ALT. Det jeg beskæftiger mig med fylder simpelthen alt. Jeg er sådan een, der går all in. Jeg føler meget, jeg elsker meget, jeg sørger meget, jeg græder meget. Og før jeg får skrevet det sidste på denne her bog, før kan jeg slet ikke finde den rolige Signe. Det er ikke fordi AnorekSigne så tager over, heldigvis. Men, det er mere…. jeg kan ikke slappe af. Derfor er jeg også SÅ glad for jeg nu om 3 dage tager på ferie, væk fra hverdagen, hvor jeg bliver forstyrret. Min plan er at få skrevet hele “skelettet” til sidste del, så jeg kan trække vejret igen når jeg kommer hjem. Det er langt nemmere for mig, at have basen skrevet, og så gå tilbage og skrive mere uddybende. Pludselig husker jeg også hvad det lige var der egentlig skete – episoder, jeg klart og kontant meddelte Christine “Dét kan jeg simpelthen ikke huske det her, der er bare et hul – det må du ikke spørge mig mere om”…. så går der lige 2-3 nætters tid, så falder brikkerne langsomt på plads.

Så, de sidste uger har jeg været i denne tilstand af det berømte hamsterhjul, hvor jeg løber og løber – og bare venter på hjulet snart flader mere ud.

Jeg finder på overspringshandlinger, men finder faktisk ud af at jeg er NØDT til at springe hen foran mac’en og se at få skrevet, det er vist et ‘spring for livet’. At have dette hængende over hovedet på mig tager kraften og livet af mig. Jeg er virkelig dårlig til at have løse ender… jeg tænker det til døde. Det minder mig om skoletiden, presset for ikke at have forberedt mig nok, ikke at have lavet den aflevering til om 3 uger endnu. Det er så meget andet i mig, der tynger mig – at sådan en livsopgave her, som at skrive denne bog er for meget på min vægtskål. Men, UD skal bogen. Derfor dette spring hen til mac’en – springet FOR livet.

Ind imellem har jeg måttet slukke for det hele, trække i vintertøjet og gå mig en tur…

Og, så skal det lige siges – et kærkomment afbræk i disse uger har været en hjerteskærende oplevelse omkring mine naboer.

Min overbo er en skøn knægt på 8 år, Kevin. KevinKrudtugle, det er nemlig hvad han er. Han holdt fødselsdag for ca 3 uger siden, og faldt desværre og slog sig væmmeligt. Han røg på Rigshospitalets traume og siden børneafdeling i 10 dage med 4 brækkede ribben, en brækket kæbe og en punkteret lunge.

Det var noget af et chok for os alle i “Bulderby”, og vi samlede lidt ind til ham. Det blev til jeg kunne købe årskort til zoo og den blå planet til ham og hans farmor, så han stille og roligt kan gå rundt og kigge på alle de dyr han holder så meget af.

Det gør mig så glad, så tryg. Vi bor her, på Amager/København og næstekærligheden er større end jeg nogensinde har oplevet i provinsen eller set i nogen Morten Korch.