Miraklet fra december

En helt ufattelig stor ting fra 2017, som jeg i dén grad tager med mig – er at jeg lige før jul skrev under på en kontrakt.

Kontrakten, som omhandler en bog, en bog om mig. Om AnorekSigne, om kontrol, om alle de forløb jeg har været i, som er mislykkes, om mine vendepunkter, om at være tabt mellem systemer, regioner og kommuner, om forhold til mine veninder, familie. Men mest af alt, en bog om hvorDAN det er at være spiseforstyrret – hver eneste dag. Om skyld og skam. Og om hvordan accepten af, at jeg har denne kroniske sygdom – jeg har været disponeret for den fra fødsel, den er klikket ud på et sent tidspunkt for mig. For mig handler det om kontrollen af….noget – som blev til alt. Andre er disponeret for depressioner, stress, sclerose, kræft, autisme… jeg er det for spiseforstyrrelse – det har givet mig efterveer, som jeg må og skal leve med.

Jeg har et overskud, som andre med spiseforstyrrelse måske ikke har – derfor brænder jeg for at få dette budskab ud. Få delagtiggjort, at jeg GERNE vil være rask, men i mange henseender ikke KAN. AnorekSigne dukker op på de mest irriterende tidspunkter, selvom jeg beslutter og beslutter hun SKAL skride, så ER der bare dage/tidspunkter hvor jeg ikke KAN få hende til at forsvinde. -Tro mig, der er ikke noget jeg hellere ville.

Missionen med denne blog, de billeder jeg fik og får taget, mine budskaber i mine indlæg, og bogen der kommer – er at få flest muligt til at forstå jeg gerne VIL og til tider KAN spise, men omkostningerne bagefter eller inden er så ødelæggende…at det virkelig er svært. Stikket ryger ud af alle kontakter dagene efter, og hvis de finder kontakten, så er det som om sikringen springer.

At jeg må “udstille” mig, er et lille bitte offer jeg gerne “tager for holdet”. Håbet om det når ud til behandlere, pårørende, interesserede og giver dem et bredere syn – er det hele værd.

Forlaget DreamLitt, med Thomas Vilhelm som redaktør har stillet Christine til rådighed for mig, hun skal skrive bogen.

Jeg er Thomas og DreamLitt SÅ taknemmelig fordi, de også ser vigtigheden i, at udgive denne bog – som er skrevet af og om hende, der står midt i lorten. Mens den stadig lugter og går til halsen.

Christine skal de næste måneder ind under huden på mig – og hun er velkommen. Vi er startet – og min fornemmelse og følelse jubler.

Jeg er SÅ taknemmelig for vi har fået os talt til rette omkring formen på bogen, og at det er HENDE, der skal skrive det jeg fortæller. Jeg kunne givetvis godt selv, MEN der ville ligge et pres på mig – og glasset (læs tidligere indlæg her )er stadig ved at klinke skårene, så et pres vil med garanti gøre helingen og forstærkningen af glasset langvarigt. Og dén proces er for dyrebare lige nu til jeg vil ofre det. Jeg må simpelthen passe på Signe – hun knækker under pres.