Mine modtagere

Jeg begyndte ikke at blogge for at udstille, eller plante skyld nogen steder. Heller ikke for, at få mine læsere til at synes min familie eller mit liv har været forfærdelige eller sølle. Slet slet ikke.

Jeg skriver, fordi det er terapi for mig. Det hjælper mig med at komme af med mine følelser. At mange føler sig “på samme sted”,  eller kan genkende en del – det er dejligt, for så er jeg da ikke alene, og dejligt for læseren, for så er han/hun ikke alene.

Jeg skriver også for at belyse hvordan min diagnose rammer mig i hverdagen, til arrangementer, til fester, på arbejdet, i mine relationer. Jeg skriver i det håb, om at mine tanker kan give læseren et indblik i hvordan det er at være spiseforstyrret. Hvordan min hjerne er blevet forstyrret – hvordan kontrol er gået ind og blevet større end den Signe jeg var.

Jeg skriver, deler billeder i det håb, om at det giver en kommunikation. Så forældre kan tale med deres børn om HVOR farlig denne forstyrrelse er, men OGSÅ for at skabe forståelse for at min spiseforstyrrelse ikke handler om at jeg kan blive rask ved ‘blot’ at blive normalvægtig igen. Og at denne diagnose er lige så hård at kæmpe med, som andre psykiske lidelser.

Jeg er virkelig virkelig taknemmelig for al den feed back jeg får, jeg skal heller ikke ‘kun stryges med hårene’, så andres tanker/tilbagemeldinger skal ikke kun være bifaldende. Jeg har dog lagt mærke til, at når jeg får et, lad os kalde det modsvar – så er det altid skrevet i ‘jeg form’. “Jeg føler mig ramt når du skriver sådan og sådan, Signe” “Jeg har forsøgt at gøre sådan, hvor det igen endte med en afvisning”, “jeg føler ikke du er til at nå ind til”… -Jeg har altså virkelig ramt noget hos læseren, inderst inde. Noget han/hun har kæmpet med længe, som faktisk ikke handler om AnorekSigne’s indlæg – men som kulminerer, og så kommer ud i en kommentar/mail til mig.

Det er så hér jeg skal op i helikopteren. Betragte kommentaren og filtrere. Hvem eller hvor dette møntet på og hvor  skal det placeres. Hos mig? Eller er det læseren, der har læst sig selv ind i mine ord – og endelig kommer alt ud fra gulvtæppet?

Det er svært, rigtig svært. Jeg farer tit for hurtigt til tasterne og får svaret noget, hvor jeg får viklet mig selv ind i det, fordi jeg i første reaktion tager det personligt. Efter en kropsterapi, god snak med ‘min Hanne’, og nogle løbeture – har jeg boardinpasset til helikopteren.

Stop endelig ikke med at skrive, kommentere eller give mig feed back – jeg lærer efter hver eneste. TAK. Jeg får daglige mails fra mennesker jeg ikke kender, som skriver: