4.juni, 18.juli, 15.november og 24.november vil altid være dage, hvor jeg vil tænke lidt mere på min søster, min mor, min bror og min far. Det er deres fødselsdage. Når man som familie har fejret hinanden med morgensang på sengen, fælles morgenmad, ekstra opmærksomhed og hygge om fødselsdags’barnet’ hele dagen, gæster om aftenen – så er det klart de dage brænder sig fast. Man kan vel godt sige, at ingen af os de sidste 20 år har fejret det som vi gjorde i barndommen – men det gør ikke mine tanker til de andre på ‘deres’ dage mindre.
Når man ikke længere ser hinanden, som mine søskende og jeg ikke gør. Altså, de ser hinanden, jeg bliver ikke inviteret. Jeg ser mine forældre, og får derigennem af vide, at de ses. Jeg snakkede med min far i mandags, da det var den enes fødselsdag – jeg ønskede ham tillykke med datteren, og vi snakkede lidt løst og fast, som vi plejer. Det er først de sidste års tid mine forældre igen har fået et okay forhold til min søster – så de er naturligvis rigtig glade for at være samme med hende og hendes mand. Det forstår jeg. Siden har hende og min bror også ‘fundet’ hinanden igen, og jeg er glad på deres vegne. Det er jeg. Når man har en søster som ingen af os har haft videre kontakt med i godt og vel 10 år, så er dét, at nogen i familien ser hende virkelig dejligt.
Men, kniven skar alligevel, da min far fortalte de havde fejret hende i lørdags – min bror og hans familie, mine forældre, og min søster og hendes mand. Mine søskende og mine forældre var sammen og hyggede. Det er ikke første gang, det gjorde de også i julen, påsken …
Vores relation er knudret, jeg har diagnose, jeg har tit sagt fra til invitationer, men jeg har altid inviteret. Jeg skal ikke gøre mig større end jeg er – men jeg ved dog jeg har inviteret. Nu er vi på “tillykke-sms” og “jeg håber vi ses snart” – falskheden er ret tyk, den er så tyk, at den faktisk skærer i hjertet. Når man inviterer og ikke bliver inviteret tilbage, så stopper man jo med det. Derfor har jeg heller ikke det sidste halvandet års tid regnet med invitationer. Det er ligesom sådan det er, jeg har så mange andre omkring mig, som vil mig – og som jeg rigtig gerne vil.
Dette indlæg er ikke en klagesang til mine søskende, slet ikke – det er faktisk mest af alt mine tanker omkring ensomheden lige på DE dage, der har været mærkedage hele min barndom, og som jeg HAR forliget mig 364 dage om året – at jeg ikke deler med dem længere. Alligevel, er hullet der, PÅ dagen. Hullet er hult, tomt og trist når man føler man står og kigger på de andre, der fejrer hinanden. Som deltager i den fest jeg var selvskrevet til engang.
Så er der også følelsen af ensomhed, når man igen IGEN deltager i fester alene. Jeg har ikke nogen at “læne” mig lidt op ad. Jo, mine forældre – men, det er ligesom ikke helt det samme, som hvis jeg kom med “mit eget”. Ikke fordi jeg så kun ville koncentrere mig om dem, men støtten, fokus, og nogle/en, der var der sammen med mig ville gøre min skydeskive bredere, og muligheden for at ramme den inderste plet hos mig være næsten umulig.
Heldigvis har jeg et virkelig godt netværk, heldigvis stiller mine tætteste op for mig 24/7 – men,nej jeg har ingen kæreste, ingen børn – derfor har jeg alligevel behov for ikke at være alene.
Så, som billedet her – der er flag for fejring, men skyer, for himlen er for mig ikke klar blå på sådan en dag.
