Jeg har faktisk en mave!

Ej, men så lige på en våd regnfuld kedelig NOVEMBERdag!!!! (Mine trofaste læsere ved fra sidste indlæg, at jeg ikke er fan af november) – og at min terapisession idag blev aflyst….. er -novemberTYPISK.

Jeg har meget svært ved at mærke hele min krop – altså at sætte min krop sammen med mit ansigt. Jeg kan godt se billeder af mig selv, og genkende mit ansigt – men kroppen ser jeg slet ikke. Jeg mærker den heller ikke til hverdag. Eller, det gør jeg faktisk – efter den er begyndt at “bule ud” (den går ikke helt så meget indad længere som den har gjort, og i AnorekSigne’s hoved betyder det, at maven går udad!).

Det skal vi begge to lære at forholde os til… det kan man godt sige, sådan lidt med et fnis – for vi er jo to, der skal være “med i denne process”. I hvert fald et stykke ad vejen, det sidste stykke kan jeg godt snyde AnorekSigne lidt – for så er Signe nemlig så fyldig, altså den rationelle og voksne Signe – at AnorekSigne bliver den lille. Lidt som at blive ved at snakke børn efter munden, eller blive ved at insistere på at julemanden NATURLIGVIS findes.

AnorekSigne kan godt lide at blive rørt ved, holdt om, snakket pænt til. Det bliver jeg hos min kropsterapeut, Karina. At hun så bliver snydt, fordi Karina tvinger os begge til at være I maven, trække vejret så rigtigt, at maven bliver ballonSTOR, give så meget slip – at Karina kan få mine spændinger til at slippe lidt.

Jeg har gået fast hos Karina en gang om ugen i nu 8 uger. Idag måtte hun desværre aflyse. (Jeg tænker lige – TYPISK novemberhappening!) Jeg kan mærke jeg er rastløs, jeg havde virkelig brug for min ‘time-i-Signe’. Det er ikke fordi jeg flyver fra Karinas briks ind på den nærmeste cafe, og fråder en clubsandwich med milkshake… hun skaber ikke et hul i min mave, hvor jeg tænker “dét skal da fyldes godt ud’. Nej, Karina lærer mig at mærke hver millimeter i mig selv. Jeg bliver skræmt, fordi jeg mærker smerter steder jeg ikke troede fandtes på eller i mig. Jeg bliver også meget mere omsorgsfuld overfor mig selv, jeg lytter faktisk til den stemme som fortæller mig om en smerte, en lyst, et behov.

Det er SÅ svært at finde og sætte de helt rigtige ord for dét Karina gør, jeg føler mig bare mere hel. Jeg føler jeg har dybde. Jeg synes ikke længere jeg er lodret eller vandret, rektangulær eller firkantet – ALT var tidligere med en ret skarp kant… nu synes jeg også jeg kan være rund, oval og buet.

Lige nu er jeg sindssygt glad for hun har tid til mig en gang om ugen – for det er efter en 5-7 dage jeg glemmer dybden igen. Den kantede AnorekSigne med hendes pisk, systemer og krav popper op som den mest forbandede trold af æsken.

Jeg har mod på at gå julen i møde med rundhed og overskud, men mod en jul hvor jeg ikke glemmer at mærke efter. Og omgiver mig med mine yndlinge. Dem, der ser Signe og ikke AnorekSigne. Når hun ses, så kommer blødheden, rundheden og glæden frem i mine øjne. De skarpe kanter er slebet væk.

Jeg har selvfølgelig kontrol over hvad jeg skal i julen – det hører lidt med til at jeg kan glæde mig. Så da dagene med mine forældre var på plads, og min gode veninde spurgte om ikke jeg ville holde jul sammen med hende og “vores” piger – så græd jeg faktisk af glæde. Jeg tabte lidt kontrol – og græd, fordi jeg er SÅ taknemmelig over de ser MIG som en del af deres tradition og højtid.

Kontrol er okay- KUN fordi jeg vil kontrollere, at jeg er GLAD.

Her er Karinas oplysninger, hvis du tænker du skal nyde godt af hendes behandling: www.karinahojgaard.dk