Jeg havde en yderst interessant snak med “min yoga-mand” i søndags. Jeg havde tilmeldt mig hold, og glædet mig. Dagen før havde jeg en virkelig dårlig dag – en sådan “blå dag”, hvor gråden sidder i øjenkrogen, irritationen over alt og intet skurrer, så jeg snerrer og bliver følsom. Jeg vågnede derfor op søndag, den dag jeg skulle til yoga med en drønende hovedpine – den dér, der sidder over panden og gør det svært at se og føle sig fri. Irriterende. Jeg gik alligevel over til yoga, og fortalte Kristian at jeg ikke kunne være med – han kender mig, og ved jeg nogle gange ikke kan overholde reglerne for afbudsfristen. Så længe jeg kommer personligt og siger jeg ikke kan, får vi en lille snak og det er okay.
Lidt stemningsbilleder fra Nalini på Amager
Kristian prøvede at få mig med på holdet, men når jeg har det sådan – så kan jeg ikke, som jeg plejer, tømme hele hjernen ved døren ind til salen, og “bare være tilstede og lade mig guide”. Jeg ville fokusere på hovedet, og derfor slet ikke kunne trække vejret nede i maven….og så ville jeg tænke jeg lå her og spilder tid….hvorFOR har jeg hovedpine idag??…jeg burde hellere gå en tur i den friske luft….
Han spurgte mig efter en god snak om alt og intet – “hvordan vil du egentlig gerne mødes her, Signe?” Altså, hvordan har du det med omklædning, spejlene i salene, andres blikke…?
Jeg skulle faktisk tænke lidt…. fordi, jeg har ALDRIG følt mig mødt som andet en “Signe, der gerne vil til yoga, og som tit har nakkepine, derfor kan det være hun enten smutter før tid”. Jeg føler mig slet ikke set som AnorekSigne, eller en snert af en følelse af medlidenhed.
Hvor ville jeg ønske, der var flere som Kristian – der spørger “hvordan vil du mødes?” Det er en virkelig fin formulering, fordi det er så empatisk spurgt. OG fordi det faktisk får mig til at flyve op i helikopteren og forsøge at se dén andre ser. Altså hvordan jeg ses af andre. OG hvordan jeg selv ser andre, fx alkoholikere, handicappede etc. Det er så nemt at rubricere og sætte andre i bås. Jeg vil fra NU af kigge mine medmennesker mere i øjnene, end på deres kroppe eller adfærd – og snakke til de øjne jeg ser.
Kristian gav mig desuden det virkelig gode råd – når jeg nu har en blå dag, er ked af det, og været ØV…. så skal jeg forsøge at få det ud af kroppen inden jeg går i seng. For ellers rumsterer det rundt hele natten og giver mig “tømmermænd” dagen efter. HVAD det så er, det er jo lige det. Jeg tror nu næste gang, fordi jeg VED jeg får sådan en blå dag igen, vil jeg lige skrive/ringe til en veninde som så kan få vendt “bøtten” lidt for mig inden jeg går i seng. På siddende mås her foran pc’en ved jeg jeg ikke ville kunne meditere, snakke eller “åndedrætte” mig selv ud af det. Så dygtig er jeg ikke.
I get by with a little help from my friends…
