Da jeg var hjemme i julen, snakkede min far og jeg lidt frem og tilbage – han mente mit nytårsfortsæt skulle være, at bede om en behandling! Altså, som han sagde “så fik du jo et forlag… så kan du vel også skrive at du er villig til alt, hvis nogen kommer og tilbyder en behandlingform der tiltaler dig”. Han har jo en pointe. Det har han. Han har om nogen set mig plaske fortvivlet rundt i dette her åbne hav, set mig blive tyndere og tyndere, fået af vide af mig og læger “at hun er voksen, hun kan selv – og hun skal selv ville, før vi kan gøre noget”. Han har også set mig blive parkeret på en afdeling, hvor de ikke anede hvad de skulle gøre ved mig, hvor jeg selv udskrev mig efter jeg havde taget de “berømte ekstra kilo på”. For at komme hjem, og tabe det hele og mere til igen.
Så, min far forstår godt min modstand mod det system, der kun behandler sygdommen – altså KUN fokuserer på at få os op i vægt, for derfra at slippe os igen. Han har også rigtig mange gange fået af vide “Signe skal ville selv”.
Ved I hvad? Der er da ikke NOGET Signe hellere ville, end at være rask. Hun har altså ikke selv VALGT at kontrol skal være hendes narkotikum. Jeg har IKKE selv valgt, at kontrollen over ALT jeg gør og indtager skal fylde SÅ meget, at det er og har været hele min verden.
Nogle fødes mere modtagelig for stress, depression, ADHD, kræft etc – jeg er født med gener, som har ligget latent og ventet på at blive “klikket” ud – i mit tilfælde lavt selvværd, og en sygelig trang til at kunne kontrollere et eller andet, da billedet af min barndom og verden krakelerede. Hele barndommen blev jeg fyldt op med selvtillid hos min faster i ferierne, da jeg kom på efterskole fik jeg det fra det tætte bånd man skaber der. Så kom jeg hjem til en familie, der brød lidt op – mine søskende var flyttet, jeg var “enebarn”, og grunden til mine forældre blev sammen. -jeg kunne ikke styre deres valg, jeg var årsagen, men kunne ikke styre hvad de skulle eller ikke skulle. Så fandt jeg ubevidst noget andet at kontrollere. Eftersom mine ferier og tid hos min faster ebbede ud, manglede jeg dén boost af selvværd…så Signe blev mindre og mindre.
Altså, klikkede spiseforstyrrelsen ud hos mig – og den er VARIG. Jeg har gode og dårlige år – som med depressioner. Men, det er mig SÅ vigtigt at få ud – at dét at blive rask…det er ikke et stempel man kan putte på os. Jeg kan KLART få det bedre, og det stiler jeg hen mod. Jeg skriver ikke dette indlæg for at bruge diagnosen spiseforstyrret som en hovedpude – NEJ. Jeg skriver dette for at skabe opmærksomhed omkring at denne forstyrrelse i min hjerne ikke bare kan fikses hvis jeg VIL.
Det kræver at behandlingssystemet begynder at behandle mennesket og ikke sygdommen. For – viden om sygdommen er så lille. Denne sygdom her, er SÅ individuel, man kan ikke slå op i et leksikon og finde pillen til os. Jeg beder derfor om at blive SET, budt velkommen, føle jeg SELV er med i at bryde mønstrene, så jeg SELV kontrollerer min nye vej.
Jeg VED der ikke kommer noget godt ud af tvang. Jeg vil så gerne slå helt fast, at en del desværre er så syge, at de svæver mellem liv og død pga underernæring, og jeg vil helt bestemt også mene, at man skal “give blod inden man lapper knæene sammen”. Men så snart den spiseforstyrrede igen kan gå og stå, så skal de ikke slippes. Jeg vil faktisk vove at påstå (det ved jeg godt jeg skal være forsigtig med, men jeg taler faktisk af erfaring), at antallet af de tilfælde, der så ville skulle tvangsindlægges blive langt langt mindre. For inden de er nået dertil, er de nemlig blevet SET og forstået.