Fear of Missing Out…

Jeg har de sidste 15 år rejst meget. Alene. Simpelthen fordi, hvis jeg skulle ud og opleve andet end Kalundborg (der boede jeg da jeg startede med at rejse), så måtte jeg selv. Jeg havde ingen kæreste, mine veninder var igang med uddannelse, familier, huskøb eller andet der ikke lige harmonerede med et par måneder væk. Men også fordi, jeg var blevet indviklet i kontrollen og spiseforstyrrelsens klistrende edderkoppespind, som gjorde jeg trak mig mere og mere fra de helt tætte relationer.

Jeg har aldrig følt jeg flygtede fra noget, men jeg ville bare gerne opleve. Og jeg havde faktisk nok i at få den oplevelse alene. Det var også et dejlig afbræk af min hverdag, der ellers omhandlede studier, lidt arbejde, og ellers andres meninger om, at “jeg da snart måtte blive rask”.  Jeg har rejst på mange måder, sol og strand, rygsæk i Thailand, vandring ad Caminoen, Cruises i Middelhavet og i Caribien. I mange år tog jeg en uge afsted med min bedste veninde, en uge i solen. Det var SÅ skønt, vi var gode til at rejse sammen – nu er der gået et sommerhus i Sverige i vejen. (Man skal også stoppe mens legen stadig er god, savnes af begge OG huskes med glæde).

At sætte mig ind i flyveren er stadig mit ‘kick’, boblerne af spænding flyver rundt i hele kroppen på mig.

Nu er jeg afsted igen, fordi da jeg var afsted i februar brugte jeg al tiden på at skrive min bog færdig, så jeg tænkte dengang, at jeg ville gå død snart hvis ikke jeg skulle afsted… Island sammen med Louise og pigerne kom imellem. Nu er det bare mig igen, eller jeg er ikke alene… AnorekSigne er her også.

Op til ferien kunne jeg slet ikke komme i gang med at pakke, eller glæde mig. Jeg ved nu hvorfor. Jeg har det simpelthen for GODT hjemme i min lejlighed, i min gård, med mine veninder, med mine naboer. Jeg bliver ikke længere nødt til at tage væk for at lade op. Jeg lader op hver dag. Jeg har voksensnak hver eneste dag, selv mine forældre savner lidt de mange opkald jeg plejer at have til dem. Jeg har sparringspartnere hele tiden.

Følelsen der kom snigende sidste weekend og kun blev større og større indtil jeg torsdag morgen blev kørt i lufthavnen (af min nabo selvfølgelig) var – frygt. Som jeg skriver i overskriften, fear of missing out. FOMO, jeg er bange for at misse noget, bange for at blive glemt, bange for at fællesskabet finder ud af de slet ikke savner mig.

Jeg sidder her i sydens sol, og nyder den, nyder at kunne sove når det passer mig, men nyder virkelig ikke mit eget selskab. Jeg gider ikke de andre på hotellet (endnu), for dem jeg savner de er hjemme… AnorekSigne er her så, hun står og skriger “dig har de da slet ikke brug for, haha!” Den kamp tager jeg – for selvom jeg ved hun er her, skal hun fandeme ikke vinde.

Pliiiing  – ind tikker der en besked fra naboen “jeg henter dig torsdag, og sker der noget, så gør Thomas” – hvem ler nu, hvad? HAHA, AnorekSigne – Signe er ikke glemt, smut du bare med flyveren allerede nu, så bliver Signe indtil torsdag.

Rigtig god pinse, så I solen danse i nat? Jeg gjorde. Jeg dansede boogie woogie med mine venner til den lyse morgen (på indersiden af mine øjenlåg, i den dejligste drøm)