Ensom

Åh, altså – jeg er det heldigste menneske… Jeg får lov at være en del af min venindes liv -som også inkluderer hendes to piger. Hun har nogle arbejdstider, der gør jeg henter dem tre dage hver anden uge. Jeg har en FEST med det. Selvom jeg bare er sammen med pigerne 2-3 timer er det dagens (næ! faktisk ugens) højdepunkt. Jeg har jo desværre ingen børn selv, men åh – jeg har et savn efter det. Et savn efter noget, der er større end mig selv. Nogen, der har brug for mig, nogen der regner med mig, nogens glæde jeg kan se på, nogen der ubetinget elsker mig. Så de her to piger er næstbedst. Jeg bor i samme blok som dem, derfor er det hele så nemt – for os alle, jeg føler kun glæde ved at have dem hos mig, og min veninde skal ikke omkring en anden adresse for at hente. Eller vi er bare hos dem, blandt deres eget legetøj.

Nogle andre af mine veninder siger nogle gange “åh, det er så fantastisk du gider sådan noget, og tænk hvis bare jeg boede tættere på dig – så kunne du også gøre det med mine børn….” eller “ej, Signe bliver du så ikke helt ophængt, og er det ikke irriterende at skulle sådan noget fast?”. Men, prøv at hør – NEJ siger damen her – Det er SÅ fanFUCKINGtastisk at have andre, der behøver mig. Så jeg kan få hovedet lidt ud af min egen røv, ja-også prøve at forhandle/sætte lidt grænser for pigerne, hvis de tager tur på gyngen nr 4, når vi aftalte 3 ture. Også at udskyde mit eget til efter pigerne er hentet – ligesom mange mange andre også udskyder.

Det hele falder på plads, og hjertet flyder over, når Vera kommer stormende efter mig i gården, “jeg har saaaaaaaavnet dig…….du må ikke gå op endnu, vel?” eller når Esther fortæller på vejen hjem, at turen på biblioteket var super fed.

I sidste uge var jeg sammen med pigerne 4 dage i træk (meget imod moderens vilje, men arbejdet kaldte desværre) – da min veninde endelig var hjemme lørdag eftermiddag efter en personaledag, og kunne holde 1,5 døgs weekend med hendes piger – som hun jo i dén grad hungrede efter…og jeg ligesom smuttede ind til mig selv, for nu syntes jeg de skulle have deres mor i fred – så kommer jeg hjem til mig selv til   i n g e n t i n g.

Havde man kunnet åbne mig, havde man kun set tomhed. Jeg udskød at gå op til mig selv, jeg handlede…. trissede rundt…. ingen ude i gården….. nå, så måtte jeg jo op. Lukkede døren efter mig, og gled ned på dørmåtten og græd. Så mig selv sidde, som på dette billede. Det jeg ser, når jeg kigger på dette billede af mig, siddende nøgen, med armene rundt om mine knæ – er ensomhed.

Denne lørdag syntes uendelig. Ikke at jeg havde lyst til at tage ud, eller være sammen med nogle – men, jeg var SÅ ensom. Lejligheden føltes kold og larmende TAVS. Jeg elsker ellers min lejlighed, alle mine ting har jeg nøje udvalgt – ventet med at kunne købe, sparet sammen til osv osv. fordi hjemmet betyder vanvittigt meget for mig. Men idag er alt forbandet ligemeget. Mine forældre er ikke hjemme, så jeg kunne ikke rigtig ringe til dem – det er altid min far eller mor, der forstår bedst, når jeg ringer og fortæller jeg føler mig alene, og jeg er ked af jeg ikke har min egen familie. Veninderne forstår – selvfølgelig gør de det…. men de har alle børn, så for dem er tid alene en FEST. Jeg ved heller ikke hvad jeg skulle bede dem om, jeg skrev det bare – og skriver dette nu, for det hjælper mig at få sat ord på. Så forsvinder ensomheden – lidt. Meget lidt, men nok til at gråden stopper og jeg kan tage en bog frem, og læse mig ind i en anden verden.

Imorgen er atter en dag, om 5 dage skal jeg i sommerhus med 4 søde tøser fra Trægården, om 10 dage skal jeg hente pigerne igen. Sådan er det vist med rytmer, der bliver til vaner – er det ikke noget med 3 gange, så er det en vane? Derfor var tomheden så farlig, for jeg skulle nu ud af den nye lille vane, at hente og lege med pigerne. For en kontrol-iker som jeg, er brud med vaner svært. Jeg øver mig.