Jeg har efter udgivelsesreceptionen være helt euroforisk. Jeg har fløjet gennem ugen der er gået, følt mig båret af alle de kære kære mennesker, som støttede op om mig. Både på dagen, men så SANDELIG også alle dem, der har holdt mig ud det sidste halve års tid, hvor jeg har skrevet. Det sidste års tid mens hele rutsjebaneturen har varet omkring at udgive en bog. Forlag, der ville, så ville de ikke. Dygtige journalister, forfattere, der ville skrive bogen – så ville de ikke alligevel. Forlaget, der bakkede mig op i, at jeg godt kunne skrive selv, efter at have haft godt samarbejde med en forfatter derfra og have skrevet ca 1/3. De sidste 2/3 trak tænder ud – men det er gået. Og hvor er det skønt.
Jeg har været i en tilstand af “uvirkelighed og ikke helt at forstå hvad jeg egentlig har opnået”… jeg var på Købmagergade og fandt mig ved siden af Linda P’s nye biografi, en kammerat sendte mig billede af “mig” ved siden af Kronprinsen… Mig – fordi, det er jo mig selv jeg har udleveret her. Selvom titlen er et navn, jeg hver eneste dag forsøger at distancere mig fra, så er det stadig “mig”, der ligger på hylden.
Jeg blev spurgt til receptionen: “hvad så nu, Signe?” Jeg svarede lidt vagt, “ja – egentlig er der ikke så meget, der skal forandres nu. Hverdagen ruller jo videre, jeg håber inderligt denne her bog kan give en god offentlig debat, og jeg håber den kan give et indblik. Jeg har nu sat et punktum. Jeg har givet AnorekSigne taletid, så NU synes jeg næste sætning skal overvejes nøje.”
Jeg vidste selv, at når bogen kom på gaden mandag, havde jeg tilmeldt mig Copenhagen HalfMarathon om søndagen. Bare fordi jeg VILLE. Men mest fordi, jeg vil vise – jeg kan virkelig dét jeg vil – jeg vil gerne smide AnorekSigne på porten, slukke for hende, være rask og fri. Men jeg kan ikke. Hun vil altid være der. Hun skal bare ikke spænde ben for, om jeg kan løbe 21,1 kilometer.
Hun har lagt mig ned så tit. Nu er det slut.
Så i forgårs løb jeg gennem Københavns gader – og havde virkelig endnu en fest! Det lyder for nemt, ikke? Indrømmer da gerne, at jeg havde 2 ret store kriser undervejs. Ved krydset ved Borups Alle, tænkte jeg at dét her projekt er det mest åndsvage jeg nogensinde har fundet på. Og ved Knippelsbro var jeg ved at løbe hjem til Amager.
Men at løbe gennem Frederiksberg Alle under en flagallé – med lækker musik, klap og jubelråb fra søde mennesker, som så mig og råbte, mærke at min krop faktisk KAN det her – uden jeg overhørte nogle vilde smerter. Dét fik mig til at flyve lidt igen.
Tilbage til den nye sætning. Efter et punktum kan det enten slutte eller starte.
Jeg starter igen.