Du hører jo til hos os

Jeg har lige læst “Den, der lever stille” af Leonora Christine Skov. Jeg er stadig helt blown-away, hun skriver om sin opvækst, og forholdet til forældre og resten af hendes familie. Hun skriver rø… ud af bukserne, så fint, så ærligt, så kraftfuldt, og jeg var fanget fra 6. linje. Hun havde en mor, der havde rigtig svært ved at udtrykke hendes kærlighed til Leonora, og hvilke følelser det har sået. Jeg kan genkende rigtig rigtig mange af Leonoras følelser, følelsen af ikke at være elsket, at være i en forkert familie. Og skylden, som jeg også skrev om i mit indlæg sidste uge, læs det her . Skylden over hvad man dog har gjort, hvad man kan gøre for at undgå mors tårer, mors irritation, for at gøre dagen god. Og dét, at man bare aldrig ser ubetinget glæde i øjnene på hende, når man mødes. Jeg er klar over der er meget bekymring i min mors øjne, og det kan man ikke “tage fra en mor” – men bekymring avler skyld, som avler skam, som avler angst for at møde dette. Det gør relationer virkelig anstrengte og utrolig svære. Heldigvis kan mine forældre og jeg tale virkelig godt om det idag, vi ved alle tre – at vi hver især kæmper.

At jeg mere end noget andet ville gøre min mor glad, da jeg var barn, undgå hendes tårer – selvom de slet ikke havde noget at gøre med mig, tårerne. Så fyldte det. ALT. Jeg ville så gerne være hende, der gjorde forskellen. Det har jeg stadig med mig, jeg vil gerne have ham, der er lidt svær at få fat i – ham, der måske er lidt vild, for hvis jeg kan tæmme ham… så bliver jeg til én, der har gjort en forskel. Jeg bliver en, en anden har sindsygt brug for.

Det tumler jeg med, ind i mellem blusser det op – jeg har fået styr på tankerne for denne “omgang”. Hullet fra mine søskende, har fået lidt sorg-tid, og kassen er på hylden igen.

Jeg fik nemlig hjælp til at tage kassen ned fra hylden, fylde sorgen i den og en anden løftede den op på hylden igen. Den, der kunne det er den 7 årige. Min skønne skønne Esther. Hun er noget helt særligt, hun er ikke en pige, der giver ved dørene. Hun skal lige se situationer, mennesker, og relationer an. Hun er til tider nærig med knus og kram, til gengæld, når hun krammer er man ikke i tvivl. Jeg hentede hende en dag, hvor min verden var ret sort, jeg var ærligt talt ikke særlig sjov. Jeg synes egentlig jeg forsøgte at skjule det, men nej – Esther lurede mig, hun tog mig i hånden på vej hjem. Det plejer hun at være for stor til. Jeg mærkede varmen med det samme.

Et par dage efter hentede jeg hende igen, og hun sagde “jeg elsker simpelthen min tantes pølsehorn” – ordet elsker, er ikke noget der kommer så tit ud af hendes mund. Pusten røg helt ud af mig, og jeg kunne bare mærke alle skyer forsvandt, min himmel blev KLAR blå.

For to dage siden hentede jeg hende igen, og vi ventede på lillesøster, da hun sagde “jeg håber sådan du kan komme med til det her arrangement, det er nemlig for hele familien, og du er jo en del af vores familie”.

Uden at vide det, løftede Esther kassen med skyld over jeg ikke ser mine søskende, helt op på den øverste hylde. Smilede tindrende til mig, og fyldte mig op med tillid, afhængighed og kærlighed – som jeg har hungret sådan efter. NU trænger foråret ind i hele min krop.