På min ferie i efteråret læste jeg en stak ugeblade, og der var et indlæg i et dameblad omkring kælenavne. Altså hvad man vælger at kalde sine poder. Skribenten mente, at hvis man kalder sin skønne datter for prinsesse og klæder hende i strut og vat, ja-så bliver følelsen af at “jeg er speciel, unik og skal passes på” grundfæstet i barnet.
Den lurede jeg godt nok længe over. Både hele ferien, men også det sidste halve års tid. Tænkte faktisk først – der er noget om det, jeg synes faktisk mange børn har lidt “royale-nykker” og giver udtryk for, at alle voksne er til for dem. Jeg sidder tit sammen med venner og taler om at dén og dén får det nok lidt svært, når virkeligheden banker på – når prinsen selv skal købe toiletpapir, og at DONG sender sådan nogle girokort ud, og det er ret smart at betale dem. Eller når prinsessen kun ønsker sig penge til hendes 18 års fødselsdag for at kunne betale for nye lange flotte bambi-øjenvipper dét SKAL man jo have, ellers ligner hun jo ikke en prinsesse.
Jeg ved godt jeg sætter det lidt på spidsen, for man kan jo sagtens kalde sine børn søde navne uden at fodre dem med sukker…. Men, mange børn tror bare KUN de er noget værd, når det ydre spiller og karaktererne er tocifrede. Ellers er prinsessebilledet jo krakeleret. Og – hvilken barbiedukke ser måske sådan her ud?
Da jeg var barn hed man ikke sådanne navne. Jeg hed mille, mulle eller marie. Det var mest min søster og kusine, der kaldte mig det. Mine forældre kaldte mig konsekvent min søster, min mosters, eller en kusines navn….. Det var nu meget hyggeligt – når hele “kongerækken” af navne blev fyret af, fordi de skulle svare mig. Alzheimer-delight kaldte vi vores forældre, når det skete.
Når jeg var på ferie hos min elskede faster, blev jeg modtaget som var jeg en prinsesse. Jeg husker tydeligt, når mine forældre kørte mig derop, så stod hele familien ude ved indkørslen og vinkede til mig – de var alle SÅ klar til at jeg skulle komme. Når jeg blev hentet hjem, var seancen den samme – en majestæt værdig.
Det er vist det tætteste jeg har været på royaltglimmer.
Da jeg var lille drømte og fantaserede jeg mig tit til en anden verden. En verden, hvor jeg enten var gift med Brian Laudrup eller Prins Carl Phillip af Sverige. Seriøst! Alle detaljer var med inde i mit hoved. Jeg ventede blot på jeg blev opdaget, og “budt ind i et glamourøst liv”. I min drømmeverden VAR jeg noget lidt specielt, men kun dér. Jeg var Barbie, som alle kender hende – ingen deller, eller falske øjenvipper. Jeg indvilgede aldrig andre i mine tanker og dagdrømmerier, det ville simpelthen være for pinligt – jeg VAR jo ikke i nogen nærhed af at kunne komme “ud over kommunegrænsen”.
Jeg ved ikke om mit selvværd ville være større, hvis mine forældre havde kastet lidt mere glimmer over mig. Jeg har ingen “nykker” med hjemmefra, jeg er måske opdraget som en Askepot, dog uden de frygtelige søstre. Jeg er altså ikke blevet nogen prinsesse af de forestillinger eller håbet om at være det, som jeg havde i min drømmeverden. Jeg tror slet ikke selv jeg ER noget specielt. Men mange år fyldte min drømmeverden RET meget hos mig. Jeg bruge virkelig meget tid på at tænke og forestille mig, at der MÅTTE være noget andet og bedre et eller andet sted. Måske dét har grundlagt min higen efter noget perfekt?
Jeg vil ikke sige det har noget at gøre med, at mine forældre ikke har rullet mig i tyl og diademer. Men, hvis jeg selv får børn vil jeg nok ikke som skribenten på ugebladet farve med den brede royalepensel, men se dén lille Adam og Eva, som de ER.
Knuse Eva når hun selv tog initiativ til at sidde på skødet, sørge for at kigge Adam dybt i øjnene når han kommer og hyler i vilden sky over et ømt knæ. Lade dem vide jeg lytter og er opmærksom på dem. Ikke kun når de blinker med de lange vipper eller når de står i prøverummet og skal have nyt tøj. Snakke med dem om, at Barbie er en figur, som ingen har eller kan få. Lege med ind i deres lege. Jeg vil håbe mine børn vil føle sig set og forstået, så de ville helt frit invitere mig med ind i deres fantasi og drømme.