Det store tæppe

Flere gange har jeg i stedet for at sige fra i tide sagt helt farvel. Fordi alt andet føltes håbløst, måske jeg ikke helt turde konfrontationen, og måske var ordene jeg ville have sagt først ude over tungen, når jeg var alene. I stedet for at sætte grænser undervejs er jeg blevet nødt til at kaste et familiemedlem, kæreste, et job, en veninde over bord. Kender du det? Det er så svært at sige fra løbende, men nemmere at fjerne sig, når skuden virkelig er på gal kurs. Man kan trække sig på mange måder. Selv ved jeg ikke noget værre end at blive ignoreret. Det er den ultimative tortur for mig. Jeg vil hellere have svesken på disken. Tankerne i mit hoved, krop kører rundt i alle afkroge af frustration, undren og ked-af-det-hed hvis jeg ikke bliver svaret. At holde en hen ved ikke at svare er simpelthen så uhøfligt. Hvis jeg selv er ved at trække mig, kunne jeg aldrig finde på det. Jeg bliver blot mere nærig med at fortælle, laver måske ikke selv ny aftale – men jeg svarer.

Jeg hader offerrolle-kortet, jeg prøver virkelig ikke at komme dertil, hvor det er det eneste kort jeg føler jeg kan spille. Men, må bare erkende, at jeg i praksis er med til at gøre mig selv til dette offer, når jeg ikke siger stop i tide.  Når tonen bliver for hård, og grov, når kritik og opførsel overfor mig er helt uberettiget.

Jeg er egentlig en ret åben person, jeg giver meget af mig selv – og måske tit for tidligt. Det giver hak i tuden. Men hellere ømme mig end aldrig at have prøvet at elske.

Jeg kan føle jeg lukker et nyt menneske ind, som kommer op af havegangen, tager alle mine blomster i forhaven giver mig dem, når de kommer ind – men tager dem med når de går. Jeg er ikke nærig med mig selv, og jeg kommer nok aldrig helt til at lære ikke at være det.

Det giver jo små konflikter at sige fra, og det har jeg bare ikke haft overskud til de sidste mange mange år. Jeg har lovet mig selv, at det skal være anderledes. Jeg startede med det for et års tid siden, og det kan godt være der nu er nogen, der tidligere har kunnet lide mig ikke kan det længere, føler jeg er blevet en helt anden. Og, ja – der ER en forandring, Signe svarer måske igen fra samme skuffe, som afsenderen gjorde (det plejede hun ikke). Signe siger måske fra, fordi hun faktisk ikke føler hun får noget som helst godt med fra det.

Tiden går, og vi forandres heldigvis med tiden, forhåbentlig. Derfor vil jeg jo aldrig kunne være den samme som jeg var igår, især ikke hvis jeg gerne vil lære ved og AF de fejltagelser jeg lavede igår. Jeg laver fejltagelser hver eneste dag, det er måske et stort ord – man kan også sige jeg erfarer hver dag… men jeg vil gerne gøre dagen idag lidt bedre end igår. Jeg vil gerne vokse lidt hver dag, både i hjernen, sindet og kroppen.

Efter jeg er begyndt at sætte mine grænser, føler jeg mig faktisk fysisk større – også selvom jeg måske ikke er til stede de steder jeg plejer. Jeg føler faktisk jeg fylder mere i rummet, når jeg får sagt fra. Men, jeg har også lært at jeg nu elsker at være alene, og hvorfor jeg elsker det. Fordi det er nemmere, måske jeg har fundet ud af jeg er sensitiv og lidt introvert (selvom jeg ikke kan lade være at give meget af mig selv), og ikke god til at sætte ord på mine behov (tænk nu hvis folk ikke kunne lide mig, tænk hvis jeg bliver valgt fra, igen igen, tænk hvis jeg er besværlig) Mange følelser fra min barndom som ligger forbandet dybt i mig.

Jeg vil rigtig lære mig selv, at jeg skal give folk en fair chance for at vide, at de for at komme til min hoveddør skal de gennem forhaven. Og, at det er helt okay ikke at lukke alle ind, men samtaler også kan foregå i forhaven. (Eller ud af vinduet). Nu er det heldigvis forår, og muligheden for at snakke over altanen, ud af vinduerne er lidt nemmere end om vinteren – billedligt talt. Dem jeg bor ved siden af kender mig efterhånden, og jeg dem. Det jeg egentlig vil frem til, er at konfrontationerne er uendelig vigtige at tage i opløbet – ellers ender det med at gulvtæppet er blevet så højt, at ingen kan gå på det – og så lader man det være, undgår det, lader som om man ikke kan se det. Det er frygteligt at være dét gulvtæppe.

God søndag, kærlige knus Signe