Jeg går stadig og summer over alt det jeg fandt ud af i 2017, som gjorde mig godt – og som jeg vil tage med mig i dette knitrende, sprøde, vinterduftende nye år.
Jeg var tvunget til at holde 3 ret lange pauser fra mine løbeture sidste år, først efter brystoperation, så knæskade, og i december blev det andet knæ lidt “træt”. Jeg erstattede det dog med gåture, samme ruter – men dagen startede ikke ud i løbetøj og styrtbad. Og, ved I hvad – jeg overlevede jo!! Jeg kunne godt ændre dén rutine uden hele min verden faldt sammen, eller AnorekSigne råbte og skreg. Jeg kunne svare hende igen – med gode forklaringer – og der var ro. Jeg skal dog indrømme, at den første løbetur efter hver pause var helt ubeskrivelig SKØN. Mit humør bobler bare over på en anden måde, og jeg bliver mere fri. Jeg er faktisk helt sikker på det er følelsen hos og i SIGNE, for det er en taknemmelighed over at kunne. Ikke bare en tilfredsstillelse af, at kilometerne er tilbagelagt… det er et frirum jeg er taknemmelig over at have tid, kræfter og lyst til.
Signe NØD at sove længe hjemme hos mine forældre, stå op til kaffe og julehygge. Sætte mig ud i bilen og køre til juleaften sammen med pigerne og Louise. Vågne op juledag filtret ind i min lille VeraMus, ligge og bare….ligge. Nyde at tegne hende på ryggen, så hun skulle gætte hvad jeg tegnede, nyde at hun legede frisør og nussede mig i håret til langt op ad formiddagen. Pakke stille og roligt sammen, mens kaffen duftede.
Jeg tæller ingen kalorier, det har aldrig rigtig fanget mig (heldigvis), til gengæld tæller jeg skridt. Jeg har et dagligt mål, et dagligt antal jeg skal nå. At se og VIDE at jeg én weekend i oktober ikke nåede målene, fordi jeg var i sommerhus med pigerne og min veninde – det døde jeg heller ikke af. Jeg blev heller ikke kæmpe monster, og AnorekSigne skreg da lidt, men Signe overdøvede hende. Fordi det var SÅ meget federe og hyggeligere at være i nuet, at være TanteSigne, VenindeSigne 24/7 lige de dage. Det gjorde også, at jeg turde “smide tøjlerne” igen i julen. 3 dage nu. TRE dage hvor jeg ikke gik/løb mine skridt. Denne gang dukkede AnorekSigne faktisk slet ikke frem, fordi Signe NØD det, og godtede sig over sejren.
Jeg har i mange mange år været det her fine, skrøbelige snapseglas, som faktisk har lidt skår. I løbet af de sidste 18 måneders tid, er kanterne ikke så skåret mere, og den gedigne revne gennem hele glasset er helet. Foden er blevet lidt stærkere, og glasset er ikke så skrøbeligt at det splintres ved bestemte blikke. Glasset er ved at være klar til at man faktisk kan fylde noget i, som vil blive der.
Jeg var hos min søde Lone, som er zoneterapeut og har behandlet mig on and off de sidste 5 års tid – hun sagde faktisk TO gange, “det ER altså som om din hud er mere stærk, den føles ikke så porøs, eller som om den splintre når jeg tager fat. Og, Signe – dine fødder ser altså anderledes ud, altså anderledes på den gode og bedre måde”. Jeg blev så glad. Jeg føler nemlig også at foden og det nederste af stilken på glasset er meget mere stabilt.
Jeg ville ønske vi alle med spiseforstyrrelse blev behandlet så vi var klar til at blive fyldt på først. Hvem sætter måske en båd, der har en bund som en si ud i søen? Symptombehandling/tvangsfodring hjælper ikke på den lange bane, for glasset er stadig skåret, og kiloene vil sive væk igen, når vi når hjem. For at glasset bliver stærkt skal vi SES, forståes, lyttes til – og ikke mindst, have følelsen af vi selv tager styringen mod livet.