Jeg bliver tit spurgt, “hvorfor er du ikke indlagt”, “hvordan VAR det, da du var indlagt” eller “der må da være en afdeligt, for én som dig”….. tja, alle jer, der trofast følger min blog og læser alle indlæg, ved jeg har haft min kamp med behandlingssystemet. Jeg blev kigget på, vejet, og fundet; for mentalt rask, for tynd, for gode tal, for velfungerende, ikke suicidal, ikke til fare for andre. Derfor måtte jeg hige mig fast til en afdeling for mave-og tarme. Da mit amt (det hed det dengang) ikke havde andre muligheder/tilbud.
Jeg skrev lidt dagbog dengang:
Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor jeg er her. Jeg vågnede tidligt, efter en uafbrudt søvn, hende der ligger ved siden af mig har rodet en del rundt, og så var der også en masse andre på afdelingen, der skulle have hjælp i løbet af natten. Lå bare og ventede på sygeplejersken kom, så jeg kunne blive vejet. -vægten er det samme som igår, det er okay – for i går havde jeg taget 500gr på. Nu har jeg i alt taget 4 kilo på i de 18 dage jeg har været indlagt. 16 dage her på Holbæk Sygehus’ mave/tarm afdeling. Jeg troede jeg skulle på anoreksiklinikken ved Rigshospitalet. Men, der var ikke plads (åbenbart?) Jeg har intet hørt fra Marianne Hertz, som jeg ellers havde ambulant “audiens” hos ugentligt før. Hende jeg havde sagt “ja, nu er jeg klar til indlæggelse” til. Hende, der fortalte jeg skulle møde op hos hende for 18 dage siden.
Mor og far kørte mig til psykiatrisk afdeling på Nykøbing, for derfra skulle jeg køres af dem videre til København.
Da jeg kom til Nykøbing, vidste de intet om mig. Jeg fik dog en seng, for så skulle jeg nok bare afsted dagen efter.
Mor og far kørte, jeg var alene – så frygtelig alene. Jeg havde på intet tidspunkt frygt for ikke at komme videre, jeg havde overgivet mig. Jeg følte mig som et lille barn, der skulle passes på, jeg kunne ikke mere selv.
Dagen efter kom jeg ikke videre, og de ansatte på Nykøbing mente ikke de kunne gøre noget for mig, de havde ikke erfaring eller ekspertise i min diagnose. Jeg kunne ikke forstå de ikke kunne få ordentlig besked af Marianne Hertz, som jeg jo stolede på.
Jeg blev transporteret til Kalundborg Sygehus. De konstanterede jeg var undervægtig. Men heller ikke her ville de kunne gøre noget, de mente Holbæk Sygehus var bedre.
Så her er jeg så – der var ikke plads de første 5 dage, der lå jeg på gangen i en seng. Jeg havde kuffert og rigtig meget med mig, for jeg havde jo pakket til en tilværelse på Rigshospitalet, hvor jeg havde fået oplyst jeg skulle være på mit eget værelse og have en hverdag der.
Åbenbart var der så stadig ikke plads, og eftersom jeg ikke boede i Københavns kommune var jeg ikke berettiget til en akut plads.
Jeg ville ikke hjem til mig selv igen. Jeg turde ikke. Jeg havde kastet håndklædet i ringen, jeg var i dén grad klar til behandling. Men kunne ingen få.
Nu ligger jeg så her på 18. dagen – intet sker. Afdelingen har indvilget i at have mig til jeg selv føler mig okay til at kunne være mig selv hjemme igen.
Jeg har lovet mine forældre jeg er indlagt minimum 4 uger, altså er der en 10 dage tilbage. Det handler KUN om at drikke nok om aftenen og ikke tisse om morgenen, så jeg tager en lille bitte smule på, i hvert fald ikke taber mig. Afdelingen har ikke sat nogen vægt på, altså det er faktisk MIG selv, der får lov at styre hvornår jeg vil hjem, og med hvilket resultat.
Jeg går i terapi 2 gangen om ugen her i Holbæk, det skal jeg fortsætte med, hvis jeg har lyst når jeg udskriver mig. Men, jeg er jo ikke syg tirsdag og torsdag fra 13-15, hvor mine terapitimer ligger! Altså, det her er jo 24/7. Jeg er måske ked imorgen, og glad timen efter, destruktiv om natten, euforisk om morgenen efter en løbetur….. Ambulant behandling – fik jeg jo inden jeg sagde ja til indlæggelse – nu er det dét, jeg skal igen. Efter denne her frivillige indlæggelse.
Det, der holder mig her nu er faktisk kun aftalen til og med mine forældre.
Min far har siddet her ved siden af mig mange mange dage – jeg kan ikke bære ikke at kunne holde løftet. Jeg kan se smerten og angsten i hans øjne. Det er frygteligt. Jeg føler mig SÅ skyldig. Det er min skyld mine forældre er så kede af det. Det er MIN skyld, at alle også kigger og snakker om dem. (måske – måske jeg bare forestiller mig det?)
Efter morgenvejningen kan jeg bare kigge på de hvide vægge indtil frokost… idag er der ingen terapi. Så dagen er ret lang. Heldigvis kommer far.
Jeg fortæller ham hvordan jeg har det – at det er ret så opgivende. Og jeg tænker at jeg skal se at komme hjem.
Jeg vil hjem – og så vil jeg ALDRIG indlægges igen. For, hvad f… skal jeg bruge det til? Er I overhovedet klar over HVOR svært det her er? At jeg bliver liggende her, for KUN at tænke på hvornår jeg kan tillade mig at tage hjem, så jeg IGEN kan komme til at styre mit liv.
Jeg er færdig med at lade andre styre, jeg har gjort forsøget. Og ingen ville have mig – ingen kunne gøre noget, ingen ville tage ansvar. Så må jeg selv. Jeg glæder mig til at kunne løbe, spise for så at kaste op, være sammen med veninder, glæder mig til at komme hjem i mine egne ting. 10 dage endnu, så vil 28 dage være gået. 28 dage af mit liv med absolut INTET, jeg er ikke kommet en tøddel videre, det eneste der er sket er at min tiltro til hjælp og behandling nu er ikkeeksisterende.