Åh! Så forbandet sensitiv.

Jeg kan rigtig godt lide ironi, humor – og at kunne “gasse” med folk omkring mig. Min far og jeg har altid grinet absurd højt og virkelig længe af folk, der kvajer sig. (Læs min  mor) – hvis hun snublede, spildte, faldt lidt i søvn på et upassende tidspunkt eller sådan. Det kan lyde lidt hårdt og rigtig tarveligt, men – min mor grinede MED os. Hvis jeg slog mig, eller far gjorde – så grinede vi også. Jeg kan være ekstrem sarkastisk og tør…jeg elsker selv sådan en humor hos andre. Jeg kan blive verbal rigtig strid, hvis jeg føler mig uretfærdig behandlet – jeg har givet virkelig mange ekspedienter, telefonsælgere, kabinepersonale og min mor så tørt på, at jeg bagefter i bagklogskabens ulidelige lys skammede mig SÅ meget, at enkelte tæer stadig ikke er strakt helt ud endnu.

Men bag dette, er der en pige, der er nem at vælte. Jeg har behandlet mig selv som det værste i mange mange år, bidt tænderne sammen, vendt den anden kind til, sunket klumpen i halsen, skyndt mig at tørre den forbistrede tåre væk, når jeg blev såret. Når min grænse blev overtrådt.

Jeg sagde det ikke, jeg sagde ikke “hey, dér gjorde du mig faktisk ret ondt”. Jeg tillod mig ikke at mærke den det frø af frygt, mismod og tristhed der blev sået i maven på mig. Frøet er i takt med AnorekSigne er vokset, også vokset. Jeg er med årene blevet “særlig sensitiv” og psykisk sårbar. Det betyder jeg gennemtænker ALT hele tiden, mine følelser blusser, og jeg mærker andres humør og eventuelle mishag eller spændinger. Den larmende tavshed – den der kan være veninder imellem, hvis der ligesom er én ting den ene skal have luft for. Dén tavshed hører jeg med et decibeltal så højt, at arbejdsmiljørepræsentanter korser sig.

Det betyder for mig, at jeg bliver hurtigt træt, jeg trænger til at trække mig lidt tilbage, jeg lader op i mit eget selskab. Jeg vil ikke sige jeg er introvert, tværtimod – for jeg elsker selskab, og der går ikke én dag hvor jeg ikke er sammen med andre. Men jeg er blevet tyndhudet, og jeg bliver hurtigt såret – jeg viser det ikke, for facaden…DEN holder jeg. Men, hvis jeg får af vide “sådan og sådan synes jeg egentlig ikke rigtig om, at du gør Signe” – så tænker jeg straks “hvorLÆNGE har han/hun tænkt over det her? Hvor længe har jeg irriteret…? Er det SÅ irriterende, at jeg nu bliver ignoreret og sat lidt ‘på sidelinjen’?”

Det er SÅ belastende! I sådanne situationer er jeg på maksimal overarbejde. Det dræner og vælter mig og mit læs. Sådan har jeg bestemt ikke altid været, sårbarheden er kommet med AnorekSigne.

Jeg har nu faktisk lært at respektere denne sårbarhed, jeg ved hvor min grænse er. Og jeg VED hvor vigtigt det er for mig, at jeg ikke selv eller lader andre overskride den. For hvis det sker, så ryster jeg som et espeløv… flere dage. Så rusker og river det lille frø, som er blevet til en stor busk i min mave. Og jeg kan væltes med et pust.

For blot et par dage siden sad jeg til møde med en redaktør og en journalist, som begge synes jeg selv skulle skrive min bog – jeg kunne mærke presset stige, præstationsangsten brød ud i FULDT flor. Presser jeg mig selv, SÅ vælter jeg. For blot 8-10 måneder siden ville jeg have sagt JATAK uden at blinke, fordi….. NU er chancen her jo. Hvor DUM kan du være Signe, hvis du lader dette passere forbi dig. Men, jeg tog en dyb indånding (TAK, Karina) og fik forklaret mig frem til, at jeg kæmper med at gøre mig selv fri for pres. De forstod, så jeg nu kan skrive dét jeg kan, og de kan tage sig af resten.

I stedet for at skamme mig over jeg er en følsom størrelse, så accepterer jeg det nu – og går uden om ALT, der giver mig pres. Også selv om vejen udenom er trist, lidt længere, eller jeg måske sårer nogen på dén vej – jeg er gået den direkte alt for tit – og det har i dén grad såret mig, og jeg kan ikke tåle at blive “sendt tilbage til start”.