Idag er det et år siden jeg holdt bogreception på Kareten her på Amager. Det er svært ikke at mærke smil, glæde og lykke når jeg tænker tilbage. At kunne vise min lille “baby” frem for alle dem, jeg holder mest af – og tænk SÅ mange kom for at se “hende”. Det er jeg stadig ydmygt taknemmelig over. For det er faktisk som at få et barn, siger jeg selvom jeg ingen rigtige børn har, men… fasen jeg skrev var som en elefants graviditet – for det tog noget længere end 9 måneder. At skulle vælge forside, og titel – er vel som at vælge navn og tøj til baby. Alle skriv frem og tilbage mellem min redaktør og jeg, tænker jeg må være svie og smerte graviditeten igennem. Nogle dage gik det så nemt, andre havde jeg næsten bækkenløsning! Enigheden om det endelige resultat, er vel “nu er vandet gået, og jordemoderen nikker og siger ‘pres'”… når så eksemplaret kommer fra trykken – ja SÅ kommer baby op på moderens mave og alt er godt.
Sat på spidsen, metaforisk ja måske. Men, når jeg nu ikke har prøvet det “virkelige” sus, som alle siger børn giver – så kan jeg faktisk sige – det her sus, mit første år som forfatter, har virkelig været ubeskriveligt.
BT har fulgt mig på min rejse, jeg har været igennem et helt uundværligt forløb hos Pia Callesen, jeg har holdt foredrag, jeg har været på bogforum, jeg har fået virkelig fine tilbagemeldinger og anmeldelser af bogen, jeg har deltaget i konferencer, og fik taletid på Folkemødet… Jeg har givet Kronprinsesse Mary min bog – og hun har svaret med virtuelle kram og klap på min skulder. I tirsdags var jeg til møde på Christiansborg, med den konservative sundhedsordfører, som jeg nu planlægger flere møder med i sundhedsudvalget og forhåbentlig en konference i pipeline.
Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at få ændret behandlingsformen for os spiseforstyrrede her i Danmark. Jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan for at vores diagnoser ikke skal behandles med tvang. For det løser intet. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at min historie ikke skal gentages.
I det her år er jeg blevet så meget klogere. Klogere på mig selv, jeg har lært jeg har angst at kæmpe med også. Jeg har heldigvis også lært hvordan jeg tackler det bedst muligt. Jeg har desværre også måttet sige hej til depressionen igen, og det er derfor der har været mere stille her på siden de sidste måneder. Jeg kæmper med 3 diagnoser, anoreksien, angsten og depressionerne. Mange af os har krydsdiagnoser. Når jeg har bare lidt styr på den ene… så tager den anden fande…. over! Det er barskt, men jeg ved det nu – og kan derfor bedre navigere i det. Det tager bare tid, TID. Jeg føler mit liv er en karruseltur, op og ned med alt hvad det indebærer af grin og gråd, utryghed og flyvende tilstande… når jeg er klar til at stå af, er konduktøren væk, så jeg må tage turen igen. Giver det mening?
Jeg var ikke her idag, hvis det ikke var for mine nære. Relationer er altAFGØRENDE for mig. Tak fordi I er lige i ryggen på mig, fordi jeg må være tante for jeres børn, fordi I tager med mig i sommerhus, spiser og drikker øl med mig. Tak fordi I går ture, tager i biffen, på ferier, fordi I får mig til at smile. Tak fordi I læser med her, tak for alle de highfives, klap på skulderen jeg får når jeg kommer løbende eller gående. Tak fordi I stopper mig på gaden og spørger til mig.