Kontrollen vinder – iFUCKINGgen.

Jeg har en del udfordringer, som jeg vitterlig ikke kan gøre noget som helst ved – end at vente på, at tiden går og andres beslutninger bliver taget – det er nemlig dén afgørelse, der kan give mig svar. Svaret vil så betyde glæde eller sorg/frustration- men jeg vil have et svar.

Denne tid i uvished gør mig sindssyg. Den gør mig mere anorektisk end nogen sinde. At jeg ikke har kontrollen over ret vigtige forhold i mit liv, fucker helt råddent op med mig. AnorekSigne har styringen, tvinger Signe over kummen hvis det mindste mad er kommet indenbords. Hun panikker, når maven ikke går indad (som den jo SKAL!!! jeg er ret ironisk her) tør, tør ikke gå på vægten. Kroppen ved den skal gå i alarmberedskab, så den holder på alt hvad den kan. Jeg får hovedpiner, som holder mig vågen natten lang, smerter i min ankel, som gør jeg humper rundt – jeg kan slet ikke løbe. Og at jeg ikke kan løbe, det giver endnu flere knuder i hjernen jeg ikke får løst. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg kun tykke kinder.

FLOT Signe! Jeg gik ellers og troede, at AnorekSigne var blevet så meget mindre.. at jeg faktisk var i flow med mig selv. I flow med SIGNE.

Desværre, når jeg har modgang – så er AnorekSigne der som et søm. Men dog ikke som den første længere. Mine udfordringer har nu varet godt og vel 3-4 ugers tid, og det er først de sidste 9 dage AnorekSigne har kunnet snakke Signe væk. Så langt SÅ godt.

Hvad gør jeg så? Jeg tager ud til Karina, som er min TOTUM kropsterapeut. Hun roser mig faktisk, for hun mærker jeg “suger godt til mig” af hendes behandling. I 65 minutter kan jeg trække vejret, falde hen, lade hende holde min ømme ømme nakke.

Solen skinner så dejligt, jeg bliver forbandet over jeg ikke kan løbe – forbandet over min krop reagerer sådan her. Forbandet over mit liv. Forbandet over denne her skæbne jeg har. Forbandet over aftaler jeg må aflyse, fordi jeg ikke kan kigge ud af øjnene for smerter. Forbandet over jeg bliver ved at byde mine nære venner det her.