Efter min halvmarathon har jeg godt nok skulle finde opladeren frem, ligge lidt med den – mærke energien og varmen loade lige så stille og roligt. HELT stille og roligt. Aftenen med medaljen om halsen tænke jeg “det var da faktisk overhovedet ikke så slemt – det kan jeg faktisk godt gennemføre om en måneds tid igen”. Mandag vågnede jeg op, og følte jeg var kørt over af en bus! Mine ben var tungere end bly, og hele kroppen føltes trættere end plejehjemmet Lotte. Tirsdag lige så. Onsdag kunne jeg igen småløbe lidt, og følte nu jeg var menneske igen. Torsdag begyndte smerterne i øvre ryg, nakke og hoved at sætte ind. Som i virkelig sætte ind. De er her endnu.
Lad mig sige det sådan her: 1 halvmarathon om året er passende for mig. Slut. Punktum.
Dagene her efter hvor jeg har skulle pleje mig selv, har jeg haft tid til eftertænksomhed – med den kommer helt naturligt også tankerne om alle mine nære og kære omkring mig. Fredag morgen vågnede jeg med følelsen af, ikke at have været til stede for dem de sidste ugers tid. Bogudgivelsen, marathonet – har jeg været helt oppe i røven på mig selv? Ved jeg overhovedet hvad der lige foregår i Louises, Najas, Babettes, Anne Dortes, Carinas, Saras, Maries, Pias eller Heidis liv?
Faktisk synes jeg, jeg har været så blæst, at jeg ikke rigtig har kunne formulere nogle ord til bloggen her!!!
Jeg ved godt jeg har de mest fantastiske veninder, som ved der er meget i mit liv lige pt – MEN! Det undskylder ikke den følelse jeg havde fredag morgen, jeg følte mig som den værste veninde. Heldigvis skulle jeg se en håndfuld af dem om aftenen. Og jeg spurgte direkte – for følelsen havde naget mig hele dagen.
Lørdag oprandt, og hvilken lørdag…
Jeg har glædet mig SÅ længe til at høre Morten Pape, som har skrevet “Guds bedste børn”. Han kom til Amagers lækreste boghandel “Det var Zittans”, og jeg mødtes med en ny (god) ven. Forrygende arrangement, der var fyldt med mennesker og emnerne i hans bog blev vendt og drejet. Da det hele er slut, og der bliver ryddet op, står min ven og jeg i kø og venter på signering. Vi snakker hyggeligt, og BANG! Får jeg en sammenklappet bænk i baghovedet. Det sortner pænt meget, og gør ondt som en i helv… Min nye ven er simpelthen så sød og omsorgsfuld, henter is på nærliggende cafe, som han ligger på mit hoved. Jeg får sat mig ned, og er virkelig panisk over om der er sket noget med nakken – mit piskesmæld MÅ bare ikke blive værre. Ejeren af Zittans sætter sig ned og taler også med mig. Faktisk får jeg fortalt hende at bogen på hendes hylde er MIN – og hun vil rigtig gerne lave et lignende arrangement med mig.
Min ven kører mig hjem, jeg skal nemlig i festtøjet – for min gode veninde Pia og hendes mand Henrik skal giftes. Om jeg så skal kravle… så SKAL jeg med. Hovedet værker, virkelig. Jeg får ringet til skadestuen og kører derover, det er en mindre hjernerystelse.
Jeg tropper alligevel op til den dejligste bryllupsfest – og selvom jeg ikke er med til slut, så fortryder jeg ikke jeg tog afsted. Det var nok et af de sjoveste, mest romantiske, berigende på så mange måder, lækkerMAD-bryllup jeg har været til…
Måske det hjalp på følelsen af “kun at tænke på mig selv og så liiiige mig selv”… jeg ved det ikke helt. Jeg mangler stadig at få ringet til et par stykker, få aftalt hvornår vi lige skal ses igen. Svaret i fredags, da jeg spurgte om jeg har været en “nederen veninde”, var nej – og at det var helt naturligt jeg har været lidt “kort for hovedet”.
Så, ja – en hjernerystelse rigere, men OGSÅ en god snak med en boghandler – man må vel lide lidt for…gode nye kontakter?