Nu skal I høre et eventyr – nogle troede faktisk dette ville være en tragisk fortælling, men fortælleren fik den drejet, derfor er det et eventyr. Det ender nemlig rigtig godt, om der er kys i “enden” og prinser og prinsesser, det er måske at håbe på lidt for meget…
Der var engang en pige, hun var livsglad, havde det hvideste hår, øjne så blå som Middelhavet og æblekinder ingen kunne lade være at røre lidt ved. Hun levede og åndede for ferier. Ikke fordi hun skulle på ferie med hendes forældre og søskende, de arbejdede nemlig rigtig hårdt. Men fordi hun kunne få lov at besøge hendes faster. Hos fasteren var det så dejligt, der var en have så smuk, så fantastisk smuk med blomster i alle nuancer, der var et lille havebassin med fisk, og en oase man kunne sidde i helt i læ for regn og vind, og skygge når solen var skarpest. Tiden gik, og pigen blev til en ung kvinde, som skulle til at tage uddannelse, tjene penge og klare sig selv. Derfor sluttede den dejlige ferietid hos fasteren. Pigen syntes livet var lidt hårdt, hun savnede alle andre, når hun sad hjemme med sine forældre om aftenen – det var nemlig ikke hos dem hun havde de dybe samtaler, eller kunne indvi i de følelser der buldrer løs hos en pige, der snart bliver til en kvinde.
Kvinden fik en følelse af ikke at slå til, som den hun var. Men også en frygt for hvad der mon ville forventes når hun blev voksen. Hun tabte sig lidt, og fik en del anerkendelse – fordi hun stod skarpt og smukt. Hun blev dog også rigtig tit mindet om ikke at tabe mere, fordi hun var så fin som hun nu var. Det forvirrede den unge kvindes tanker, for hvis hun nu stoppede med at tabe sig nu, var hun jo ikke sikker på hun kunne holde denne vægt – og hvad så hvis hun tog de kilo på igen som hun lige havde tabt? Så ville folk nok ikke anerkende hende…
Mere ville derfor have mere, tankespindet om at miste denne kontrol satte sig fast, og gjorde kvinden tabte sig mere og mere. Ingen kunne nå hende. Alle talte kun til hendes kilo og vægt. Ingen talte til kvinden. De ville have hendes kontrol. De tog sig ikke tiden og havde ikke empatien til at lade hende miste kontrollen selv, med dem ved siden.
En dag fik kvinden nok. Nok af ikke at blive set som den hun NU er blevet. For for at komme videre herfra, kan man jo ikke starte med noget hun var. Heldigvis er der nu nogen, der ser hende. Ser kvinden og ikke pigen, der forsvandt. Eller den kvinde de gerne ville have pigen skulle blive til.
Derfor ender dette lykkeligt. For kvinden bliver nu til en ny kvinde – med ar og sår fra den unge kvindes hårde kontrol. Men, hun har besluttet at acceptere dette, ikke give op.
Den skarpe læser har vist allerede opdaget dette er mit liv, frit fortalt….Det her ligner H.C Andersen’s digt om ‘konen med’ – hun ville også have mere, og mere. Som jeg ville, tabe mere og mere. Konen ender med at sidde tilbage med intet – det gør jeg heldigvis ikke. Det har jeg nemlig besluttet mig for, jeg tager det lange (uendelig lange træk) jeg kommer ikke tilbage til noget uden noget i hænderne, som konen gjorde. Mange år har jeg byttet hesten for en lille myg…
Eventyret er ikke slut. Det er faktisk først lige begyndt, da det nok i mange år har været en fortælling.