Selvtillid har jeg måske lidt af, jeg kan godt skrue mig i masken, smile, holde hovedet højt, mascara og lidt finere øreringe på, og frem i stiletten. Selvværd – den hænger mere. Jeg synes jeg selv er noget værd, når jeg gør andre glade, når jeg ser smilet og taknemmeligheden i deres øjne. Jeg synes faktisk NU jeg er mere værd en en uge alene på en ferie, bare fordi jeg mener jeg kan finde energi her – jeg er ved at blive den sociale tikkende bombe jeg var inden forstyrrelsens klistrende spind om hele min krop.
Dén værdi kan ikke måle eller vejes. Det er ikke 3 centimeter på armene, eller 1 kilo på vægten.
Da spindet begyndte at klistre sig til mig, for ca 18 år siden var det heller ikke med målbare kilo eller centimeter, det var i hjernen og hovedet det hele startede og borede sig fast i hænder og fødder, så jeg hang på spindets kors. Der gik tid før jeg tabte mig synligt. Heldigvis for det – kan jeg vist sige nu, for derfor virker mine organer stadig, kroppen fik ikke et granatchock. At den så nu har lidt i flere år – det er en anden snak. Derfor vil der også gå noget tid før jeg tager på synligt, mit hoved er ved at have vendt “bøtten” i de fleste øjeblikke, nu er det handlingen der skal ændres, og det er modet der skal sejre.
Dét mod er en svær størrelse. For mig handler det meget om at jeg skal føle mig selv NOK værd. Værd nok, så jeg gerne må fylde igen, så jeg gerne må følge mine lyster. Det bringer mig tilbage til selvværdet, som har været ikkeeksisterende længe. Det vokser for mig bedst sammen med nogle jeg har tillid til, og nogle, der ikke forventer eller håber noget bestemt af mig.
Jeg bliver forholdsvis tit spurgt “hvor er du henne i din sygdom”? Er du ovre det? Er du midt i det? eller….? Det bliver jeg ind i mellem lidt gråhåret af at skulle tage stilling og svare på. For, ville man spørge en depressiv eller en scleroseramt om det samme? Altså, man håber da lyset kommer og at der er lang tid til næste attack – men, man ved det ikke helt. Jeg har det på samme måde, og det er ikke fordi jeg ikke tænker jeg IKKE vil være rask. Men, fokusere jeg på det, så kommer nederlagstanken jo også – for jeg blev det ikke efter et par dage/måneder/år. Det handler heller ikke om at jeg har givet op, resigneret eller på anden måde forholder mig passivt. Men, jeg har accepteret min diagnose, som går i bølger. For 5 år siden havde jeg mere sul, det kommer forhåbentlig igen – sådan ER mit lod. Dén accept er vigtigere end mål, tal, og værdier – det er nemlig en følelse.
