Så er jeg i hvert fald godt og grundigt landet i Danmark igen. Jeg føler næsten vinteren er startet igen, sommeren jeg lige havde på Kap Verde var ligeså hurtig som sommeren 2017 i Danmark. Virkelig koldt er det igen, og jeg har reddet mig en miniInfluenza. Hue, uld fra inderst til yderst, snotten der løber uendeligt i lange 11 taller ud fra næseborene, hovedpinen brager som var der borgerkrig mellem mit højre og venstre øre. Jeg synes marts er lidt tung at danse med.
FIL’me NEJ! Den utilfredse, ucharmerende, faktisk øretæveindbydende triste anskuelse af tilværelsen – dén gør intet godt. Den gider jeg faktisk ikke brødføde længere. Ja, livet er måske lidt leverpostej, men så må man altså lige finde rødbeden frem inde i køleskabet, så maden bliver lidt kulinarisk. (Det var med fuld overlæg jeg lavede denne ‘mad-metafor’) I mit tilfælde, skal jeg nok ‘bide’ lidt mere mærke i al det kulinariske, der faktisk bliver serveret lige foran mig.
Jeg landede midt om natten fra Kap Verde – min veninde stod i lufthavnen med armene bredt ud og klar til at give mig den største krammer.
Dagen efter jeg kom hjem var det fredag, hvilket betyder en tur på den lokale, hvis altså lige naboerne har tid og sådan… Denne fredag var vi pludselig rigtig mange – og festen fortsatte til den lyse morgen, spontant – men SÅ hyggeligt. Jeg har ikke tal på alle de gange jeg faktisk (nu jeg eftertænker dagen) hvor mange gange jeg fik af vide, at jeg var savnet.
Jeg er tit hende, der tager initiativet til en hyggestund, en aften ude, køb af billetter til dette eller hint. Det sidste års tid, jeg mine dæk trængt til en ny pumpe – mine ellers punkterfrie dæk, har været virkelig flade. Jeg har trukket mig lidt, ikke været ‘miss Fix-it / miss Arrangør’. Jeg har nok trængt lidt til at blive sørget lidt for. Måske har jeg også trængt til at føle mine nære har taget initiativet lidt.
Efter denne ferie, kan jeg mærke jeg er savnet, og at mine nære SÅ gerne vil mig. Jeg kan ikke beskrive hvor stort det er. Hvor fyldt af kærlighed, ømhed og varme det føles inde i lille mig. Når min veninde, som ikke altid er skide god til at få svaret på beskeder, griber knoglen og ringer og siger….”jeg går lige inde i byen, skal vi ikke drikke en latte og få snakket… altså som i lige NU” – mit hjerte røg op i halsen, og vi havde en fantastisk eftermiddag. Når min anden veninde får arrangeret barnepasning og bil, og drøner 100 kilometer for at hende og jeg kan have en skøn søndag sammen. Når Vera’s lille fine 4 årige stemme klart fortæller mig og hele legepladsen at ‘Jeg eeeeelsker min Signe’. Når min mor spørger om ikke jeg kan komme lidt tidligere hjem, fordi hun ikke synes vi ellers har tid nok til at tale og hygge. Når jeg kan pleje min søde søde naboveninde og køre hende til lægen, hun kan knapt stå og slet ikke gå, fordi feberen hagler gennem hende. Når jeg har så stor lyst til at komme til det arrangement min veninde har stablet på benene for min skyld, selvom feberen også sidder i mig, at jeg kommer – og alle er fløjtende ligeglade med om jeg ligger lidt på sofaen, de er bare glade for jeg ER der.
-SÅ er det jeg bliver SÅ træt af den forbandede øretæveindbydende triste anskuelse af marts måned jeg tidligere havde. HVAD bilder jeg mig egentlig ind? At lidt koldt vejr skal stå i vejen for at jeg bliver slået så meget hjem, at jeg ikke engang kan se alle de lækre rødbeder, der er lige foran mig?
SKAM dig AnorekSigne – for det er dig, der vil se sort på verden. Bliv du bare ved med det, men det bliver ikke længere med Signe, der kigger ud af dine øjne. Jeg har mine egne øjne, det er ikke altid de ser det rigtige i spejlet, men de ser NU en anden og lysere verden. Mon så ikke de øjne også kan lære at se bedre efter i spejlet?
