Punktum, punktum, komma streg… sådan tegnes Nikolaj – denne remse kender vi alle. Jeg har nu sat mit sidste punktum på min historie om mig, min barndom, ungdom, voksne liv – halvdelen af tiden infiltreret i et edderkoppespind af konstante tanker om kontrol, kontrol og lige den sidste kontrol. Det er i dén grad en fortælling om mine oplevelser og erfaringer med det velfærdssystem, som ‘bar’ mig igennem. Det er en nøgtern fortælling om min opvækst, som jeg på ingen måde bruger som en forklaring, undskyldning eller fingerpegning af skyld for hvordan de sidste 17 år har været.
Men, nu er min ‘baby’ sendt til redaktøren. Det er en pænt vild følelse. Jeg har ingen børn, men tænker det må være lidt det samme som at aflevere første dag i vuggestuen. “Har jeg nu husket det hele, mon det bliver regn? Fik jeg nu lært hende hvordan det der velcro fungerer? Mon hun er hurtig nok til at spise, tænk hvis hun græder hele dagen? Kunne jeg have forberedt hende bedre?” Så er hun afleveret, og på vejen videre farer katastrofetankerne gennem hovedet på mig “fik jeg lagt zinksalve sammen med bleerne? Hvad nu hvis de andre ikke kan lide hende? Hvad hvis de synes jeg er den dårligste mor de har mødt”…. Stort set sådanne tanker har jeg lige nu, sæt bare ‘manus’ ind hvor der står baby/pige.
Jeg ved jeg har skrevet det jeg formår, det har været svært. Det har været virkelig svært. Mange gange tænkte jeg ‘NU går jeg i stå, jeg kan ikke huske, jeg kan IKKE komme videre’. Så måtte jeg ud at gå, så gik der måske lige 3 dage før jeg igen havde tid til at sætte mig…og så var flowet helt væk.
Det var lige ved at æde mig op. Ret tragikkomisk egentlig, min egen historie kunne æde mig op, igen!
At jeg på en flyvetur til Kap Verde skulle få det meste skrevet, det havde jeg alligevel ikke turde håbe på. Men jeg var jo spændt fast. Og befandt mig virkelig godt med det, laptoppen blev hevet op og ned ufattelig mange gange, ideer kunne jeg lige sidde og tænke lidt over. Sætninger kunne også uddybes uden vasketøj, nabobørn, løbeture eller kaffesludder forstyrrede på- den dejligste måde, naturligvis. Men ikke den mest produktive.
Jeg er min redaktør Thomas Vilhelm så utrolig taknemmelig. Han har sgu nosser! Ja, jeg ved godt sporgbruget måske er lige til den hidsige side, men jeg har været igennem en lang og sej kamp for at komme hertil. Det ved I alle, der har læst mine tidligere indlæg. At Thomas også tror på at min historie om mit liv, som spiseforstyrret – denne sygdom, som det danske behandlingssystem har så svært ved at gøre noget ved at de hellere vil vende den (OS) ryggen – den skal ud. Det er jeg så glad for. At han tror der er læsere til den, selvom den ikke er en med en happy ending a la Danielle Steele.
Pling, nu er den afsted – og mine negle er væk. Lømmelen er nået skolealderen, jeg håber ‘læreren’ synes forarbejdet er godt nok til at arbejde videre med. OG, at kammeraterne kan lide ‘hende’.
Jeg skulle nemlig have tid og ‘fred fra bogskrivning’, når ferien var slut – for der er nemlig dukket et nyt projekt op. Det bliver så spændende, jeg kan intet røbe endnu. Men, jeg lover jer – I bliver de første, der får det af vide.
4 kommentarer til “Min baby er sendt afsted…”
Tillykke med bogen! Jeg bliver nysgerrig på, om du har overvejet et privat behandlingstilbud, hvor det psykiske er mere i fokus end i det offentlige behandlingssystem? Eller er det fordi, der stadig er en del af dig, der ikke helt ønsker at komme ud af spiseforstyrrelsen? Jeg skriver kun for at prøve at forstå, da man udefra godt kan tænke, om man ikke ville søge alle de muligheder der er, hvis man virkelig havde et ønske om at blive rask.
Kære Signe
Tillykke med “barnet”. Jeg tænker der er læsere til den idet vi er mange pårørende der så desperat har brug for at forstå sygdommen. Jeg ved jo at der ikke er en “løsning” i din bog, men det er nu også min primære opgave som pårørende at at rumme min pårørende med sygdommen uden hele tiden at have fokus på at få den helbredt. Det æder os alle op indefra hvis fokus er på helbredelsen hele tiden, men nøj hvor det er svært at undgå. Jo mere jeg kan forstå sygdommen jo bedre kan jeg favne den og acceptere den er en del af min pårørende.
Jeg kan genkende Annes “undren” ovenfor fra mig selv, men jeg vil stoppe med at undre mig og istedet acceptere det som en øjeblikkelig tilstand. En tilstand der måske varer livet ud, måske en tilstand der en dag “pludseligt” ændrer sig.
Jeg tror din bog kan være medvirkende til at vi pårørende bedre kan forstå sygdommen og forstå at man faktisk godt kan leve med den….det gør du jo:-)