Det har jeg funderet en hel det over. Især fordi min hjerne ikke ser det tynde menneske, som alle siger jeg er. Når jeg fx forleden så det klip fra Aftenshowet, hvor jeg blev interviewet – blev jeg forfærdet. Jeg så en alien!
JA. Det gjorde jeg. Men, den alien – det var mig. Det ER mig. Min hjerne kunne ikke snyde mig, der var lyd på, og jeg bevægede mig. Det var ikke ‘bare et billede’ hvor min hjerne tit KUN ser mit ansigt. Jeg var tvunget til at se, lytte OG fatte, at det ER mig. Desværre kan jeg jo slukke for programmet, vende fokus på noget andet, rutinen kører as usual. Og så alligevel ikke helt. For jeg har den alien på nethinden. Måske er det godt? Min veninde sagde ‘du ser altså dejlig ud Signe, du er ingen alien’ – men, måske er det meget godt jeg går og har en alien på hjernen, fordi jeg med min venindes ord kan vende det til noget godt, vende kontrollen hen mod jeg ikke vil blive ved at ligne en alien. Så jeg igen fatter mod, trodser angsten, lader det sive ind at jeg SELV ser en alien, en grim grim pige sidde og tale med Ulla. Måske er det godt, for så kan jeg kontrollere mig i en pænere retning. Jeg ville ikke kunne det, hvis ikke min venindes ubetingede kærlige ord havde lyt. Så, tak.
Tilbage til det hjernen drejer mine øjne væk fra. Jeg er på ferie lige nu, en skrive ferie. Jeg er midt i min bog, og det fylder helt enormt. Det har jeg tidligere fortalt om. Det er virkelig hårdt at skrive om hvordan jeg havde det, at være i de sorte og depressive tanker. Ufattelig hårdt, men bogen SKAL skrives. 8 timer i fly, og jeg havde faktisk skrevet meget mere end jeg havde turde håbe på. Jeg går daglige småture, bland andet til havnen hvor jeg får en lille sludder med fiskerne, og de smukke slanke sorte kvinder, som sælger souvenirs. Jeg er gået den samme vej hver dag i nu 4 dage, i nat har jeg sovet 11 timer – jeg blev igår helt færdig med at skrive. Først idag ser mine øjne, hjerne OG hjerte denne skilpadde.
Først idag, hvor jeg har skrevet færdigt, og er ‘Signe’ igen så jeg denne vidunderlige lille skildpadde, og hvad der står på den. NO STRESS. Først idag hører jeg alle Kap Verdianerne sige ‘no stress’ som amerikanerne siger ‘how are you’. Jeg tog det til mig, idag. Og det er faktisk deres mentalitet – de MENER det sgu’! Og jeg føler ‘no stress’ lige nu.
Har min hjerne været overloaded, så den ikke tillod mine øjne at se hvilken fin lille padde, der har et så fint et budskab? Eller er min hjerne bare så lille, at den ikke kan kapere ret meget ad gangen? høhøhø…. dén mulighed ER der jo også. Jeg tror dog tit øjnene og hjernen ser og registrerer, men om hjertet er med, og budskaber synker helt ned, dér tror jeg man skal have hjerterum – for at kunne give husrum til nyt.
Jeg godt nu derfor bedre forstå min hjerne kan snyde mig… Så giver det mening, at AnorekSigne-hjernen snyder Signe-hjertet. Ikke?
så ABSOLUT no stress. 
Nå, men hej hej fra øen i Atlanterhavet….