Dét har jeg lært…

Jeg er ellers ikke dem, disse tests på facebook – men jeg klikkede ind på “hvad du har lært i 2017”, og trylle trylle rylle – facebook gav mig ordene for min lærdom i 2017 “Det gik op for mig, at jeg ikke kan ændre mennesker omkring mig, men jeg kan ændre, hvilke mennesker jeg omgås!”.

Touché til facebook. Det er faktisk SÅ spot on, at jeg ikke selv kan formulere, hvad der er sket med mig i 2017. Og det er så rammende for dén jul, der lige er slut.

Det må være en stor sorg, frustration, frygt og irritation, at have en søskende, der bliver syg. Forestiller jeg mig. Fordi, man har en “version 1.0” at huske tilbage på, og den version kan man ikke lige slippe. I mit tilfælde ændrede jeg mig gradvist, og sygdommen bed mere og mere fast, så den tog over – og jeg blev den syge lillesøster. Jeg er ikke Signe version 1.0 igen, jeg er heller ikke SygeSigne –  jeg er Signe, der har en sygdom. Mine søskende, mine forældre, resten af min familie og mine veninder så mig gradvist “forsvinde”, blive mere og mere stædig, indelukket – så, at Signe valgte denne vej. Ja, det gjorde hun – men inde i Signe, var der en AnorekSigne, der pressede speederen i bund OG styrede GPS’en – i Signes krop. Hun talte faktisk også med Signes mund. Udefra var det dog Signe, der gjorde det hele.

Signe version 2.0 er bevidst om sygdommen, jeg vil rigtig gerne af med den, men også bevidst om der ER nogle ledninger inde i mig, der bare ikke KAN finde den rigtige kontakt. Det har jeg accepteret, det har mine veninder og gode venner også, vi taler om det – og de ved, at det ikke handler om vilje fra min side til at bryde de mønstre mine ledninger har. Jeg forestiller mig mine søskende har svært ved at acceptere, at jeg ikke selv har valgt min sygdom – for de har jo set “mig” forandre mig gradvist, så de mener det er et spørgsmål om vilje og lyst til at blive rask, jeg mangler. Men, jeg ved det ikke – for vi taler ikke om det, vi ses nemlig ikke.

Denne jul var jeg ikke sammen med mine forældre, jeg var hos min veninde. Da vi sad i kirken juleaften og sang “dejlig er jorden”, som er en salme, der betyder utrolig meget for mig, og min far – græd jeg. Jeg græd så meget, at “mine piger” blev helt paf og lidt handlingslammet. Jeg græd fordi, jeg føler jeg splitter familien. Jeg valgte selv ikke at være sammen med mine søskende – for jeg ville ikke sidde sammen med nogle, der ikke SER mig, som ikke accepterer den Signe jeg er, men holder fast i “det er min syge lillesøster”-rolle jeg har haft de sidste mange år. Jeg vil ikke sidde sammen med nogle, hvis øjne lyser af “ked af det-hed, og tag dig nu sammen, drop dén stædighed, drop det barnlige show”. Jeg græd fordi jeg er SÅ ked af, at mine forældre ikke kan være sammen med os alle på én gang. Jeg føler skyld over det. Men, jeg kan ikke mere – for jeg vil ikke fastholdes i AnorekSigne, jeg ER Signe – der har en sygdom.

Jeg havde den dejligste juleaften, og idag er jeg SÅ glad for min beslutning – og kan kun nikke genkendende til facebook’s ord til -og om mit 2017.

Min veninde, hendes søster og hendes mand, som var med juleaften – fortalte mig idag, de havde nydt aftenen. Og følt jeg “gled helt naturligt” ind – så ukompliceret, så familiært, trygt og rart. Da jeg åbnede gaven fra “mine piger”, som var et fint skrevet kort… da stod tiden stille, og jeg var lykkelig.

Dette her er kærlighed gennem kuglepen:

Da jeg vågnede juledag, med en lille hånd i min, og en 4årig fod på mit lår, da min veninde sagde ordene “du gjorde min jul helt perfekt” ind i mit hoved, skrev dem på sms, og hviskede dem igen idag i mit øre, og da jeg krammede værterne farvel juledag med beskeden “Signe, du er SÅ velkommen næste år” – DA vidste jeg jeg HAR lært noget i år. Jeg har nemlig valgt nogle af alle de mennesker (for jeg har mange omkring mig), der VIL Signe-med en sygdom. De er faktisk ikke “nødt til” at være sammen med mig, de vælger mig TIL. -Dén følelse, dén skal jeg jagte.

Glædelig bagJUL, knus S