I kender godt Astrid Lindgrens Bulderby-historier, ikke? Jeg sled dem op, så det på film – og digtede selv videre. Jeg var helt væk i det med, at de boede så tæt på hinanden, og kunne være sammen hele tiden, og alligevel være deres egne familier. Jeg ønskede at bo sådan, jeg synes jeg boede langt fra alt og alle, og savnede nogle at “gå hen til”. Det dér fællesskab, andre på min alder, en voksen at læne sig opad, når mine egne ikke lige kunne være der for mig.
Jeg har fundet min Bulderby. Jeg er SÅ heldig.
Jeg har simpelthen haft den allerbedste dag. Som i, den dér dag der bare hele tiden puster én blidt, sødt, sjovt og kærligt i nakken. Sådan en dag, hvor glæden bobler i maven, sprutter over af grin og ansigtet gør lidt ondt, fordi mundvigene har kæmpet for at nå ørerne fra de tidlige morgentimer. Dagen, hvor helvedet bare kan komme an, fordi universet er med dig – så hver en brise er lyksalig medvind.
Sådan en dag kan jeg slet ikke huske hvornår jeg sidst har haft – eller om jeg overhovedet HAR haft sådan en…? Men, mandag morgen – vejret var så dejligt mildt, selvom vi er langt inde i efteråret. Jeg skal i tivoli med “mine” piger, vi skal have turpas, og vi skal have kilder i maven. Selvom vi skulle vente viiiiirkelig længe på bussen, som skulle fragte os fra Amager til Tivoli, gjorde det ikke spor – humøret hos os alle fire var ikke til at rokke ved.
Efter mange timers grin, kildren i mave og sug – fordi det også var liiiiidt vildt, en 4 årig, hvis ben var tunge, en 7 årig, der smilede helt lyksaligt og en veninde – der (som jeg) var brugt, men på den fede måde…tog vi hjem til smørhullet på Amager. Der var fuld gang i gården, vores lille “grill-crew” bestående af 10-14 voksne + børn, havde lagt an til årets (måske) sidste grillaften i haven. Louise og jeg, som var ret smadrede oven på “happy-halloween-tivoli”dagen klaskede bagdelene i hynderne og fik skænket et glas – alt mens de andre skar græskar til lygtehoveder, så vi kunne se noget, når mørket faldt på.
Grillen blev klar, mad kom i maverne, børnene legede…ALT er såre godt.
Det er noget vi kan, dér hvor jeg bor. MIN Bulderby – Jeg er så uendelig heldig at bo et sted, hvor vi er nogle stykker, der bare nyder at være sammen. Nyder at kunne grille, kunne komme med hver sit. Sidde og snakke om alt og intet. Det gør vi sommeren igennem. Ind imellem rejser vi stort telt, og holder fæææst – med børnenes diskolamper, dansen på borde og græs med Roxette i højtalerne for FULD skrald.
Her sidder vi så, og RÅhygger, at det bliver lidt sent, og øldåserne bliver tømt, tirsdagen eventuelle tømmermænd – er langt langt væk. Jeg sidder og tænker – “mandag, du må aldrig slutte”, jeg kigger rundt på hver enkelt, er så grundGLAD for hver og en, lille Vera kravler op til mig og takker for dagen i tivoli med et “mmmmm du er MIN Signe, ikke?” -Det kan hun LIGE bide sig selv i næsen på, at jeg ER.