Det værste man kan udsætte mig for er at ignorere mig eller forlade mig. Hvis man vil af med mig skal man bare sætte mig i isolation i en lille celle. Ikke at jeg ville kunne gøre noget VED mig selv, men jeg kunne visne. Nogle tidspunkter i mine år med AnorekSigne er jeg visnet lidt, mine øjne har været helt døde. Jeg tror jeg blev forladt af mig selv, Signe forsvandt. Jeg har alligevel formået at hanke op i mig selv, flytte fokus for at se en ny vej. Nyt studie, fra diætist til lærer. Flytte fra Kalundborg til København. Flytte mig fra førtidspensionist til fleksjobber. Sige mit trygge arbejde op fordi jeg Signe igen var på vej væk, kigge en ny vej og der dukkede en ny chance op for mig. Held? Måske, men jeg synes nu jeg kæmper. Mange har tit sagt, ‘åhhhh Signe, du er så heldig jobbene kommer altid til dig’ ‘ihhh, bare jeg kunne være så heldig som dig, at finde gode tilbud’, ‘du VAR så heldig at få solgt dit hus i Kalundborg og få gode penge med til København’.
Ja, men – jeg holder også øjne og ører åbne, og er ikke bleg for at tilbyde min arbejdskraft gratis – tit. Og jeg bruger enormt mange timer på nettet for at finde gode, billige rejser – eller tjekker om jeg ikke kunne finde skoene til en bedre pris. OG, så købte jeg altså min første lejlighed på Amager stjerneDYRT og måtte sælge den gudsjammerligtBILLIGT – så de penge, var vist aldrig rigtig mine….
Jeg er tit rigtig bange for jeg klæber mig for meget til mine venner. Fordi jeg er SÅ bange for at blive forladt. Den eneste gang jeg kan komme i tanke om jeg blev forladt som barn, var en gang på Gavnø Slot hvor jeg blev væk. Jeg var vist 4 år, jeg græd og græd og hev alle damerne med en lang nederdel for det havde både min mor og mormor på, hver gang de “forkerte” kiggede ned på mig, blev jeg mere og mere ulykkelig. Jeg blev fundet igen, og alt var godt.
Min angst handler KUN om jeg er pisse bange for jeg ikke er NOK, ikke sød nok, ikke intelligent nok, ikke bidrager nok, ikke er hende man kan regne med nok. Jeg har lidt mere tid i hverdagen end mange af mine veninder, så jeg kan tit gøre mere for at vi kan hygge os… altså, hente børn, lave noget i forvejen, handle, lave mad osv osv – og jeg gider det SÅ gerne. Ikke fordi jeg vil have en speciel tak, men – jeg kan bare virkelig godt lide at være én man regner med. Jeg elsker fx min veninde for at sige, “øøøøv, jeg troede du havde din guacemole med…. ingen er bedre end din, og du plejer….” Lige i sådan en situation føler jeg bare jeg ER noget.
Den, der elsker mindst, har magten – det er kendetegnet for mine forhold til mænd. Den sårbarhed og frygt, der ligger i at elske højt – RÅBER angsten for ikke at blive elsket tilbage endnu højere hos mig. De få gange jeg har været snotforelsket har jeg været i hans magt, jeg har givet slip – de perioder har jeg taget på, så man virkelig kunne se det. Jeg har været så lykkelig, at jeg var ligeglad med AnorekSigne, og hun blev slet ikke snakket til af ham. Han talte i dén grad til mig – den boble og den eufori gjorde mig i stand til at glemme kontrollen over mig selv… i noget tid. Derefter gik jeg på æggeskaller i frygt for jeg ikke er god nok. Jeg tænker hele tiden “nu går han nok”. Og jeg hader inderligt alt omkring det – for jeg vil sgu ikke spørge “må jeg gå med dig, hvis du går”. Måske er det fordi jeg aldrig har hørt ordene “Signe, jeg elsker dig præcis for dén DU er”. Jeg håber en dag, der er en tør sige det – og MENE det. (Og kunne være i stand til, og fri nok til at vise mig og resten af verden det).
2 kommentarer til “Hvis du forlader mig, må jeg så komme med?”
Kære Signe. Det er første gang, jeg besøger din blog. Jeg har nu læst nogle stykker af dine indlæg, men dette har rørt mig mest. Jeg kender spiseforstyrrelsen fra mig selv – heldigvis har den ikke fået så fast et tag i mig, som den har i dig og jeg er så godt som fri af dens kløer. Men din frygt for at blive forladt i det øjeblik, du oplever at blive mødt og elsket kan jeg virkelig genkende. Jeg kan kun bifalde dit fortsatte arbejde med at stå imod – selv har jeg været heldig at finde en dejlig mand, der bliver stående på trods af alt det grimme, jeg (OGSÅ) indeholder. Hold op, hvor har jeg mange gange været overbevist om, at ‘dette måtte være dråben for ham’ og hvor har jeg forbandet mig selv mange gange, hvor jeg ikke har kunnet leve op til den ønskelige adfærd. Jeg har til gengæld erfaret, at det kan han heller ikke – men det gør ham ikke til et dårligere menneske i mine øjne, tværtimod er det en befrielse at se den menneskelighed komme til udtryk, som også sætter min fejlbarlighed lidt fri. Jeg håber sådan for dig (og tror på!), at du vil komme til at opleve noget tilsvarende.